Skoleleder: Vi forsøgte at tale Omar og hans mor til fornuft

Da Omar Ebdel Hamid El-Hussein gik i 5. klasse, forsøgte skolen at overtale hans mor til ikke at sende drengen til Jordan.

Klassebillede fra 5B på Rådmandsgades Skole, hvor Omar Abdel Hamid El-Hussein gik i 2003-2005. (Foto: © DR, DR)

Lise Egholm var skoleleder, da Omar Abdel Hamid El-Hussein gik i 5. klasse på Rådmandsgades Skole i 2003/2004. Hun husker tydeligt drengen, som formodes at stå bag de to voldsomme skudepisoder og drab i København.

Hun husker især en samtale med klasselæreren og Omars mor - moren ville sende sønnen til Jordan, og det frarådede skolen.

- Der havde været nogle dumme episoder med hans adfærd, så vi havde en samtale med moderen. Så siger hun, at han skal til Jordan, og det havde jeg det dårligt med. Jeg tænkte, at vi måske kunne gøre noget mere, men hun stod fast, at han skulle hjem til familien, og det var hendes beslutning. Han skulle genopdrages i Jordan, fortæller Lise Egholm til DR.

Fandt ham i elevbogen

DR møder Lise Egholm hjemme i Brønshøj, hvor hun stadig har elevbøgerne fra dengang. Hun husker mange elever, og hun husker Omar, selv om han kun gik på skolen et enkelt år. Da forældrene blev skilt, flyttede han med moderen og kom til at gå på Rådmandsgades Skole.

Ifølge Lise Egholm var Omar en almindelig dreng, der dog på enkelte punkter gjorde sig uheldigt bemærket.

- Jeg husker, han ikke var nem. Omvendt var han kvik, og når man er det, kan man godt få rettet børn, men hos ham gik det åbenbart den forkerte vej, lyder det fra Lise Egholm.

Omar prøvede dengang at tilkæmpe sig førerpositionen i klassen, fortalte hans klasselærer til Lise Egholm. Han udviste ikke særlig aggressivitet eller religiøse sider af sig selv.

- Jeg tror aldrig, jeg har set hans far. Moderen bar tørklæde, men var vist ikke mere religiøs end andre, siger Lise Egholm, som har gode minder fra dengang.

- Det var en sød og dejlig femteklasse. Jeg kan huske børn fra alle klasser. De lavede sjove ting sammen og havde gode lærere. Mange er det gået rigtig godt heldigvis, men han havde måske ikke de bedste kort på hånden, understreger Lise Egholm.

Kunne det være forhindret

Lise Egholm tænker på, om hun kunne have gjort noget andet dengang. Noget, som havde forhindret, at Omar handlede, som han gjorde i weekenden.

- Jeg er ikke sikker på, at det er godt at sende en dreng i 12-års alderen til et land, hvor han kendte sproget dårligt. Vi prøvede at argumentere, men det lykkedes ikke.

Omar tog efter femte klasse til Jordan i tre år, inden han vendte tilbage til Danmark. Han kom dog aldrig tilbage til Rådmandsgades Skole, og Lise Egholm kender ikke hans videre historie frem til weekendens hændelser.

Det gik hurtigt op for hende, at det var Omar, der var tale om, i løbet af weekenden.

- Da jeg hørte, han boede i Mjølnerparken, tænkte jeg, at det var muligt, det var en elev hos os. Jeg tænkte bare, det ikke var en af vores børn, men det var det altså desværre. Så jeg måtte lige ind og kigge i bøgerne, og så var der noget, der dæmrede, fortæller Lise Egholm.

- Man bliver så ulykkelig. Især på ofrenes vegne - men også på sådan en dreng. Kunne man have gjort noget mere. Jeg tror, vi gjorde det, vi kunne, men man står tilbage og tænker, at vi kunne måske have været med til at ændre historiens gang, fortæller Lise Egholm.

Klassebillede 5B på Rådsmandsgades Skole 2003/04. Udleveret af leder Lise Egholm. (Foto: © DR, DR)