Når fagforeninger ikke er med til forhandlinger mellem Ryanair og dets medarbejdere, så sker det af egen fri vilje påstår selskabet.
- Vi forhandler ikke med fagforeninger, for i over 30 år har vores medarbejdere foretrukket at forhandle direkte med os, siger Robin Kiely, kommunikationschef i Ryanair.
Flyselskabets øverste personale chef, Eddie Wilson, er i øjeblikket i Danmark for at kæmpe mod den danske fagbevægelse i Arbejdsretten i Købehavn.
- Irsk lov beskytter de ansatte
Kommunikationschefens udmelding omkring personaleforholdene opleves helt anderledes af de to piloter Nilas Andersen og Morten Windeløv, der tidligere har arbejdet for Ryanair.
- Man vil ikke acceptere fagforeninger eller organiseret arbejde. De vil overhovedet ikke acceptere, at man forsøger at skabe bedre forhold for den gruppe, man er en del af. Man vil spare penge ved at skabe splid blandt de ansatte og dermed også dele de stemmer, der egentlig kunne tale samlet for forbedringer, siger Morten Windeløv.
Han arbejder i dag i et dansk flyselskab og er samtidig medlem af bestyrelsen i Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der har krævet overenskomster mod Ryanair.
Men Robin Kiely afviser, at det hænger sådan sammen.
- Den irske lov beskytter vores medarbejdere, hvis de har lyst til at tale med fagforeninger, siger han.
Nedladende og hård ledelsesstil
De to tidligere piloter har fortalt om hverdagen i flyselskabet, der er præget af trusler, frygt og et uudtalt forbud mod netop at tale med fagforeninger.
- Det er en meget autoritær, nedladende, mobbende og generelt utroligt hård ledelsesstil. De fleste makker ret, fordi de er bange. De er bange for at miste deres arbejde - især kabinepersonalet - for mange af dem er fra Øst- eller Sydeuropa, hvor arbejdsløsheden er høj, forklarer Nilas Andersen, der i dag er pilot i et dansk selskab.
Men også dette afviser Ryanairs kommunikationschef.
- Disse påstande er falske. Hvis de var rigtige, så ville folk sige op, siger Robin Kiely og tilføjer:
- Vores ansatte bliver, fordi de foretrækker lønforhøjelser og Ryanairs jobsikkerhed i en tid, hvor SAS for eksempel har indgået aftaler om nedskæringer på løn, pension og arbejde, siger han.
Han siger desuden, at der står over 5.000 piloter og kabinepersonale klar på en venteliste, som ønsker at arbejde for flyselskabet.
- EUs love gælder
Hverken Eddie Wilson eller Robin Kiely er synderligt bekymrede for, hvad udfaldet i den danske arbejdsret kommer til at være.
Det er den danske fagbevægelse, der har hevet Ryanair i retten, og blandt vidnerne er de to tidligere piloter.
- Folk, der arbejder under et irsk registeret flyselskab, er dækket af irske og EU's love. Ligesom at det er danske love, der gælder for dansk-registrerede flyselskaber. Og det kan den danske fagbevægelse ikke gøre noget ved, siger Robin Kiely til DR Nyheder.