Efter mere end 45 års trofast tjeneste hos det danske Flyvevåben og mere end 16.000 redningsaktioner bliver redningshelikopteren Sikorsky S-61 Sea King nu sendt på pension.
Den karakteristiske grå helikopter har vogtet over det danske luftrum siden 1965 og reddet alt fra ombordværende på synkende færger til tyske turister i havsnød på løsrevne luftmadrasser.
Symbolsk tur
I dag flyver helikoptertypen så sin sidste tur for det danske Flyvevåben - en symbolsk tur fra Roskilde og til Karup. Her vil afskeden med helikoptertypen blive markeret med en reception. Blandt deltagerne vil nogle af dem, der er blevet reddet af en Sikorsky S-61, være til stede.
Sikorskyen har været en pålidelig helikopter, men dens 45 år på bagen har sat sine spor. Det er derfor, at den nu vil blive afløst af helikoptertypen AgustaWestland - EH101.