Det kvinde-lig, som Københavns Politi fandt i vandet ud for Amager i mandags, er den svenske journalist Kim Isabel Wall.
Det bekræfter Københavns Politi til DR Nyheder og på sin Twitter-profil på baggrund af den DNA-undersøgelse, som retsmedicinere har lavet for politiet. Den viser, at DNA fra liget matcher den fra Kim Wall.
På sin Twitter skriver politiet: "DNA-match mellem torso og Kim Wall."
Torsoen, der blev fundet af borgere ud for Amagers sydvestlige pynt, er uden hoved, arme og ben. Drabschef og efterforskningsleder Kim Møller fra Københavns Politi sagde i forbindelse med et pressemøde i går, at lemmerne er skåret af bevidst.
Så sent som i går sagde Peter Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, ellers til Jyllands-Posten, at de ikke betragtede fundet som værende relevant for efterforskningen af, hvad der skete ombord på ubåden Nautilus.
- Vi kan ikke se, hvad det har med vores sag at gøre, sagde Betina Hald Engmark.
Skiftende forklaringer fra Madsen
Den svenske freelancejournalist Kim Isabel Wall blev meldt savnet natten til fredag i sidste uge klokken 2.30, da hun ikke var kommet tilbage fra en reportagetur ombord på Peter Madsens ubåd. Herefter blev også ubåden meldt forsvundet, men den blev fredag formiddag spottet i Køge Bugt. Kort tid efter sank ubåden, mens ubådsejeren blev reddet i land. Peter Madsen har hævdet, at det skete som følge af en teknisk fejl, mens politiet hævder, at det var en bevidst handling.
I de indledende afhøringer har Peter Madsen forklaret, at den svenske freelancejournalist blev sat af på Refshaleøen. Siden har han overfor en dommer ændret sin forklaring til, at der var sket en "ulykke" og at han havde "begravet" Kim Wall til søs.
Peter Madsen nægter sig skyldig i sagen, men han er varetægtsfængslet frem til 5. september for "uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder". Københavns Politi har dog opretholdt sigtelsen for manddrab imod ham. Han har siddet varetægtsfængslet siden lørdag den 12. august.
Københavns Politi vil på et på pressemøde klokken 9.00 fortælle yderligere om de retsmedicinske undersøgelser.
DR Nyheder følger sagen