PET stopper vigtig rapport om hadforbrydelser

Danmark har ingen offentlige tal om hadforbrydelser siden 2013.

Hver gang den kommer, trækker den overskrifter.

Den bliver kaldt et vigtigt pejlemærke af politikerne.

Men i år kommer den slet ikke.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har nemlig valgt ikke at udgive en rapport om hadforbrydelser begået i 2014. Dermed er der ikke lanceret officielle tal om hadforbrydelser i Danmark siden 2013.

- Da PET’s daglige monitering af det ekstremistiske miljø og af de ekstremistiske tendenser, der i øvrigt er i samfundet, ikke giver PET anledning til at tro, at der i 2014 er sket et væsentligt fald i antallet af forhold med mulig ekstremistisk baggrund, vurderer PET ikke, at tallet for 2014 er retvisende. Derfor har PET ikke udgivet en rapport for 2014, skriver PET i en mail til DR Nyheder.

De årlige rapporter om hadforbrydelser bygger på PETs søgninger i politiets registre, og søgningerne er siden 2009 foregået på samme måde – således også i 2014, hvor antallet af fremsøgte sager har været væsentligt lavere end for 2009 til 2013.

EL: Sindssygt vigtig rapport

Siden 1992 har PET modtaget underretninger fra politikredsene om kriminelle forhold med mulig racistisk baggrund rettet mod udlændinge.

I 2009 udvidede man ordningen til at omfatte alle kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund - eksempelvis vold eller trusler mod homoseksuelle eller bestemte religiøse grupper.

I 2011 fandt PET 521 sager om hadforbrydelser i politiets registre, mens tallet for 2014 blot er 281. Og det tal er altså utroværdigt lavt, mener PET.

Hos Enhedslisten ærgrer det retsordfører Pernille Skipper, at der slet ikke kommer en rapport over hadforbrydelser for 2014.

- Det er en sindssygt vigtig rapport, fordi den siger noget om en helt særlig form for forbrydelse, hvor mennesker bliver udsat for kriminalitet på grund af deres hudfarve, religion eller seksualitet. Hvis vi ikke kender omfanget, kan vi ikke bekæmpe det, siger Pernille Skipper.

Fremover er det Rigspolitiet og ikke PET, der skal stå for de årlige rapporter om hadforbrydelser.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1099818706735319