Özlem Cekic: Udenrigsministeren må på banen i tyrkisk overvågningssag

Det er uacceptabelt, at Tyrkiet har overvåget danske statsborgere og skoler, mener Özlem Cekic.

- Det er ikke op til den enkelte at løse problemet med Erdogan, siger Özlem Cekic om Tyrkiets overvågning af danske statsborgere og skoler. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Det er uacceptabelt, at Tyrkiet har overvåget fire mænd og 14 skoler i Danmark.

Sådan siger den dansk-tyrkiske debattør Özlem Cekic, der har kurdiske rødder, efter at en religiøs rådgiver ved den tyrkiske ambassade i Danmark i et interview med Kristeligt Dagblad har bekræftet, at der sker en overvågning af herboende modstandere af præsident Recep Tayyip Erdogan.

- Da den tyrkiske ambassade var på hos besøg hos udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), benægtede de det og sagde, at det ikke var rigtigt. Men nu står de selv frem og bekræfter – åbenbart som noget, de er meget stolte af – at de indsamler oplysninger danske borgere. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger hun.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har ovenpå bekræftelsen rådet alle dem, der enten er blevet overvåget eller har mistanke om at de er blevet det, til at melde det til politiet.

Det er dog ikke nok, hvis man spørger Özlem Cekic, der selv er blevet truet med at blive "stukket" til de tyrkiske myndigheder.

- Michael Aastrup er nødt til at tage tilbage og tale med sin udenrigsminister om, hvilken konsekvens det her skal have, for det er ikke op til den enkelte at løse problemet med Erdogan, siger hun.

- Det er nødt til at være staten - udenrigsministeren - der starter en undersøgelse. Det ved jeg ikke, om den danske stat er klar til at gøre – altså starte en diplomatisk krise med Tyrkiet.

Både Michael Aastrup Jensen og Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, har udtalt, at de vil vende sagen med udenrigsministeren.

Sagen kort

  • Tilbage i marts kom det frem, at en række personer med tyrkiske rødder i Danmark, frygtede at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for "landsforræderi".

  • Tyrkiet skulle desuden have oprettet en decideret "stikkerlinje", som folk kunne bruge til at anmelde landsforræderne.

  • I et interview med Kristeligt Dagblad - som er blevet bragt i dag - bekræfter Adnan Bülent Baloğlu, der er religiøs rådgiver på den tyrkiske ambassade i Danmark, at overvågningen finder sted.

  • "Denne indsamling af information er en stats refleks på et forfærdeligt kupforsøg, hvor folk er blevet brutalt dræbt. Hvis de mennesker render rundt blandt os, må vi vide det,” siger Adnan Bülent Baloğlu til avisen.