En gruppe formodede narkotikasmuglere fra Norge kom søndag ved 21-tiden i ildkamp med politiet i Ålbæk Havn i Nordjylland. En af de formodede norske smuglere blev dræbt af skud i hovedet, og en anden blev såret. En tredje blev anholdt. Samtidig blev en af politifolkene alvorligt såret.
På pressemødet kom det frem, at den 49-årige dræbte nordmand kom sejlende fra Norge i en motorbåd til Ålbæk. Han var alene i båden og skulle modtages af to andre mænd på land.
Dansk politimand ramt
Nordmanden blev ramt i både brystet og i hovedet. Den ramte politibetjent blev ramt af to skud i lysken, oplyser politiet.
- Det var uvist i løbet af natten, hvordan hans tilstand var, men her til morgen har vi fået oplyst, at han er uden for livsfare, siger Kirsten Dyrman, der er direktør i den uafhængige politiklagemyndighed, på pressemødet.
Skud skal efterforskes
Det er endnu uvist i hvilken rækkefølge, skuddene blev affyret, understreger Dyrman, men hun oplyser:
- Det var mellem tre nordmænd og politiet, at der opstod skududveksling. En nordmand trækker et våben og affyrer skud, og umiddelbart efter bliver der affyret skud tilbage fra en polititjenestemand, siger Kirsten Dyrmand, der er direktør i den uafhængige politiklagemyndighed, på pressemødet.
Den uafhængige politianklagemyndighed skal nu efterforske, hvem og hvornår de forskellige parter affyrede skud.
250 kilo hash beslaglagt
Senere i dag bliver den tredje gerningsmand fremstillet i grundlovsforhør, oplyser politiet.
- Det retsmøde, der bliver afholdt senere i dag er for lukkede døre. Vi har beslaglagt 250 kilo hash, og det er hvad, jeg kan oplyse nu, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør Nordjyllands Politi på pressemødet.
Samarbejde med norsk politi
På pressemøde oplyste politiet også, at Aktionsstyrken og Nordjyllands Politi slog til under et samarbejde med norsk politi, men at der ikke var norske politibetjente involveret i selve aktionen.
Allerede sidste år var man nemlig blevet orienteret fra norsk politi om den forestående smugleraktion. Det fortæller chefpolitiinspektør Claus Hilborg på pressemødet.
- Vi fik en anmodning fra Norsk Politi i efteråret, fortæller han.
Den afdøde nordmand blev 49 år gammel. Både den sårede politibetjent og den sårede formodede gerningsmand er uden for livsfare.