Museumsinspektør jubler over rav-elg: Vi har aldrig set sådan en figur før

Alt tyder på, at den unikke rav-amulet skal forestille en elg, fortæller Nationalmuseets museumsinspektør.

Rav-amuletten skal efter alt at dømme forestille en elg, der var et magisk dyr for stenalderjægerne. (Foto: © David Saietz)

- Fuldstændig ekseptionel.

Sådan beskriver Peter Vang Petersen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet, den rav-elg, som for nylig blev fundet af en ravsamler i vandet ud for Korsør.

- Vi har aldrig set sådan en figur før i Danmark. Vi tror faktisk, det er det ældste kunstværk fra Norden, som vi kender til, siger han.

Ifølge Peter Vang Petersen er der tale om en amulet, som er omkring 13.000 år gammel. Det kan man se ud fra ornamentikken på siden af den.

Ifølge museumsinspektøren tyder alt på, at den skal forestille en elg.

- Elgen kom til Danmark for 13.000 år siden, da de første skove begyndte at brede sig. For stenalderjægerne var den et magisk dyr, som de var meget interesserede i, siger han.

Derudover var rav også et magisk materiale for jægerne, og det er med til at gøre amuletten endnu mere unik, siger Peter Vang Petersen.

- Det viser, at jægerne bar amuletter som smykker, siger han.

Det var Torben Toft Heidelbach, der fandt elgen under en aftentur lige før jul. Stenalderrav er dog danefæ, og derfor måtte han ikke selv beholde den.

- Han henvendte sig til Nationalmuseet, hvor den også befinder sig nu. Planen er, at den skal udstilles. Enten her eller på et lokalt museum i Korsør eller Holbæk.