Eksperter forbløffede over brøler i Samsam-sag: Spansk politi undersøgte forkert oprørsgruppe

Der er begået en stor fejl i Samsams straffesag i Spanien, påpeger flere eksperter.

Det er helt åbenlyst, at spansk politi "ikke kender til de her grupper, men kommer til at forveksle dem", udtaler amerikanske Phillip Smyth.

Ahmed Samsam blev dømt efter en grundig bevisførelse i Spanien.

Sådan lyder det fra PET og FE's advokat, Kammeradvokaten, i den civile retssag, som den 33-årige terrordømte har anlagt mod tjenesterne.

Men eksperter sår nu tvivl om grundigheden, fordi DR kan fortælle, at spansk politi tilsyneladende har begået fejl i efterforskningen af en central påstand i sagen.

Ifølge spansk politi eksisterede oprørsgruppen, som Ahmed Samsam påstod at være en del af, slet ikke, da han tre gange tog til Syrien for at kæmpe i årene 2012-2014.

- Det vides med sikkerhed, at denne gruppe specifikt blev dannet i juni 2014, lyder det i den spanske dom.

Her står også, at gruppen blev dannet i Irak, og at Ahmed Samsams forklaring derfor modstrider de faktuelle beviser.

Men DR's research viser, at det spanske politi formentligt har undersøgt en helt anden oprørsgruppe i efterforskningen.

Dermed har myndighederne præsenteret fejlagtige oplysninger for den spanske domstol.

Kataib Al Iman eller Kataib al-Imam Ali?

Ahmed Samsam har siden 2012, hvor DR første gang mødte ham på grænsen til Syrien, fortalt, at han kæmpede for gruppen Kataib Al Iman (Troens Brigade, red.).

Det bekræfter DR's oplysninger og research desuden.

Men den gruppe, som det spanske politi Guardia Civil ifølge dommen undersøgte og udtaler sig om, hedder Kataib al-Imam Ali.

De to grupper har ifølge eksperter intet med hinanden at gøre, selvom navnene kan ligne hinanden, fortæller flere eksperter, som DR har talt med. De kalder det samtidig for en 'stor fejl at lave'.

En af dem er Phillip Smyth, der forsker i shiaislamistiske grupper for Washington Institute for Near East Policy.

- Det ligner næsten, at der er nogen, der ikke ved, hvordan man bruger Google. For det er tydeligt, at politiet må have brugt Google, fordi man helt åbenlyst ikke kender til de her grupper, men kommer til at forveksle dem, fordi navnene lyder ens, siger han.

Kataib al-Imam Ali opstod sammen med andre shiamuslimske grupper i kølvandet på Islamisk Stats magtovertagelse i store dele af Irak i 2014.

Phillip Smyth vurderer, at de spanske myndigheder må have brugt Google forkert. (Arkivfoto) (Foto: © Pablo Martinez Monsivais, Associated Press)

- Forskellen på de her to grupper er så stor, at det svarer til at diskutere, om noget er sort eller hvidt. Det er en stor fejl at lave, siger Phillip Smyth.

Han fremhæver, at forvekslingen mellem de to grupperinger har haft betydning for, at retten ikke fandt Ahmed Samsam troværdig.

DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har dækket både den syriske borgerkrig og Islamisk Stat i Irak.

Hun fortæller, at Kataib al-Imam Ali kæmpede i Irak under en paraplyorganisation kaldet Folkehæren, men at krigere på et tidspunkt også blev sendt til den syriske borgerkrig. Her var man dog allierede med Syriens præsident Bashar al-Assad.

- Det er derfor som at sammenligne pærer og bananer. Samsams gruppe i Syrien kæmpede mod det syriske regime.

- Det må siges at være en kæmpe misforståelse at inddrage Kataib al-Imam Ali i retssagen mod Samsam, siger Puk Damsgård.

Fremhæves af Kammeradvokaten

Forvekslingen har ikke kun haft betydning i den spanske retssag mod Samsam, som i 2018 kostede ham en dom for terrorisme på otte års fængsel.

Ahmed Samsam har nemlig en helt anden sag kørende på dansk jord, hvor han kæmper for at få PET og FE til at anerkende, at han arbejdede for efterretningstjenesterne på ture til Syrien.

Samsams modpart i den sag er statens advokat, Kammeradvokaten.

I et centralt dokument for den sag – det såkaldte svarskrift – fremhæver Kammeradvokaten også den del af den spanske dom, som ifølge DR's research hviler på fejlagtige oplysninger om den syriske oprørsgruppe.

Oprørsgruppe nem at finde

Det tog ikke DR mere end én Google-søgning på arabisk at finde en række artikler og beskrivelser af Ahmed Samsams oprørsgruppe, Kataib Al Iman.

Heriblandt en række artikler fra 2012, hvor Samsam tog af sted til Syrien første gang.

Det findes også billeder og videoer på nettet fra den tid med gruppens logo, ligesom gruppen havde profiler på både Facebook og Twitter.

En artikel fra efteråret 2012 beskriver gruppen som en del af oprøret mod det syriske regime og videoer viser kampe mod præsident Assads regimesoldater.

I politiets dokumenter fra efterforskningen kan man også læse, at Samsam i en chatkorrespondance med en syrisk kæmper i 2016 skriver om gruppen.

Kataib Al Imans logo fra 2012.

DR kender til en række andre danske syrienkrigere, der har kæmpet for oprørsgruppen Kataib Al Iman i Syrien i perioden 2012-2014.

Ingen af dem har været sigtet eller er dømt for terror.

Propaganda og økonomisk støtte

I løbet af de seneste måneder har flere partier, tidligere efterretningschefer og embedsfolk offentligt udtalt, at man bør kulegrave forløbet omkring Ahmed Samsam.

Regeringen, der har flertal i Folketinget, ønsker dog ikke, at der skal laves en kommission.

Kammeradvokaten fremhæver i sit svar på stævningen, at Ahmed Samsam også er dømt for efter spansk lov at have støttet IS ved at besidde og videresende propaganda helt op til sin anholdelse i 2017 og for at have finansieret terrorgrupper.

Det fremhæves blandt andet, at Ahmed Samsam har bragt 'militært udstyr' til Syrien.

Ifølge DR's oplysninger var det militære udstyr betalt af FE og blev kørt ind over grænsen til Syrien i en campingvogn, som tjenesten også havde finansieret.

Blandt andet havde FE købt satellitudstyr, som Ahmed Samsam havde med ind i Syrien, hvor der var placeret sporingsenheder, der gjorde det muligt at overvåge internettrafik.

Ingen kommentarer

DR har forelagt kritikken for Guardia Civil, der efterforskede Ahmed Samsams sag.

Politiet i Spanien er ikke vendt tilbage på henvendelserne inden udgivelsen af denne artikel.

DR har forelagt Kammeradvokaten informationerne om forvekslingen, der dog ikke ønsker at udtale sig, men i stedet henviser til FE og PET.

De to tjenester oplyser, at man har ingen kommentar.

DR har også forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), men heller ikke han har ønsket at svare på kritikken.

Ahmed Samsam må som indsat i et dansk fængsel ikke udtale sig om forhold fra retssagen, men har før kritiseret retssagen mod ham, hvor han blandt andet ikke fik en dansk tolk stillet til rådighed.