Den tyske besættelsesmagt i Danmark idømte i foråret 1944 Jørgen Kieler en dødsdom for modstandsgruppen Holger Danskes sabotager.
Han var dog ikke færdig med livet og slap for henrettelse. I stedet endte han i koncentrationslejren Porta Westfalica ved Neuengamme.
Her blev han i 1945 hentet hjem i levende live af den svenske greve Folke Bernadotte og hans hvide busser.
Søndag aften sov den tidligere modstandsmand og overlæge Jørgen Kieler ind i sit hjem. Det oplyser hans familie.
Var døden nær
Efter krigens slutning har Jørgen Kieler fortalt om de skæbnesvangre år i et interview med Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift, Sappho.
- Vi var blevet arresteret en måned før Hvidsten-folkene, og jeg vidste, at jeg stod til en dødsdom, men så blev Hvidstengruppen alligevel henrettet i stedet for os, og vores henrettelse blev udsat, sagde han i interviewet.
Dødsdommen over Jørgen Kieler og hans bror Flemming blev efter henrettelsen af Hvidstengruppen ændret. I stedet blev brødrene sendt via Frøslevlejren i Danmark til koncentrationslejr.
Her var de to brødre døden nær, da den svenske greves hvide busser hentede dem hjem.
Her genoptog Jørgen Kieler sine lægestudier. I 1947 blev han læge og fik i 1954 efter studier i USA sin doktorgrad som dr.med. fra Aarhus Universitet.
I kamp mod kræft
Han viede sit lægeliv til kampen mod kræften. Både på Fibiger Laboratoriet, hvor han havde arbejdet fra 1953, og siden som forskningschef i Kræftens Bekæmpelse fra 1980.
I 1984 blev han endda leder af Fibiger Instituttet.
Efter krigen tav Jørgen Kieler i mange år om sin indsats som sabotør og kampen for at redde de fleste danske jøder i efteråret 1943 sammen med sine tre søskende.
Han blev overtalt til at bryde tavsheden af sin ven, den tidligere jødiske kz-fange Eli Wiesel, som i 1986 fik Nobels fredspris.
Den tidligere modstandsmand brugte også sine erfaringer fra KZ-opholdet i Tyskland i flere omfattende undersøgelser af udviklingen i fangers fysiske tilstand.
/ritzau/
Se Jørgen Kieler fortælle om, da han næsten blev henrettet - Det er i videoen over artiklen