Meningitissager afgjort: Tre teenagedrenge kunne have været i live

Patienterstatningen håber, at afgørelser vil få læger til at blive bedre til at spore og behandle meningitis.

Hans Graham Petersen (tv), Christopher Licht Jensen og Mathias Baadsgaard-Lund (th) mistede alle livet af smitsom meningitis efter fejl i sundhedsvæsnet.

Tre teenagedrenge ville med al sandsynlighed være i live i dag, hvis læger havde handlet, som de skulle.

Det konkluderer Patienterstatningen i tre afgørelser i sagerne om 16-årige Mathias Baadsgaard-Lund, 17-årige Hans Graham Petersen og 18-årige Christopher Licht Jensen, som DR tidligere har omtalt.

De tre drenge døde af smitsom meningitis inden for godt et år.

- I to af sagerne har drengene efter vores vurdering helt klare symptomer på meningitis og skulle have været under behandling med antibiotika langt tidligere. Hvis de var kommet det, vurderer vi, at så var de i live i dag, siger direktør i Patienterstatningen, Karen-Inger Bast, til DR.

I den tredje sag vurderer Patienterstatningen, at drengen Christopher Licht Jensen var så dårlig, at han burde have været indlagt til observation på hospitalet frem for at blive sendt hjem. Derved ville lægerne have opdaget og behandlet hans meningitis i tide.

- Så ville man have givet ham antibiotika, og så vurderer vi, at han kunne have været i live i dag, siger Karen-Inger Bast.

Klare afgørelser

Lektor i sundhedsjura ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen, betegner de tre afgørelser som “usædvanligt klare”.

- Patienterstatningen vurderer, at det er for sent i forløbet, at man stiller den korrekte diagnose og indleder relevant behandling, og at det er årsagen til de dødsfald, vi har set, siger han.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Med Patienterstatningens ord har lægerne ikke levet op til erfaren specialiststandard. Derfor har forældrene til de tre teenagedrenge fået dækket udgifterne til de tre drengens begravelser.

Patienterstatningens direktør, Karen-Inger Bast, håber, at sagerne om de tre teenagedrenge vil få læger til at læse og tage ved lære af afgørelserne.

Bedre til at inddrage patienter

I slutningen af september offentliggjorde Region Hovedstaden en analyse, der blev sat i værk efter de tre teenagedrenges dødsfald.

Analysen konkluderer, at regionen kan blive bedre til at inddrage patienter og pårørendes viden. Og at der i regionen er behov for at forbedre viden om meningitis og meningokoksygdom.

Region Hovedstaden vil nu sætte gang i flere tiltag for at mindske risikoen for, at der sker forsinkelser, når patienter skal udredes for akutte sygdomme som smitsom meningitis.

Sådan får du erstatning gennem Patienterstatningen

  • Patienterstatningen hjælper patienter med at få den erstatning, som de efter loven har krav på.

  • Ordningen dækker skader efter behandling og lægemiddelskader.

  • Patienter kan gratis anmelde en skade til Patienterstatningen.

  • Erstatninger for behandlingsskader betales af regioner og forsikringsselskaber, mens Sundheds- og Ældreministeriet betaler for lægemiddelskaderne.

  • Der er forskel på at klage og søge erstatning.

  • Ønsker man at klage over en læge eller behandlingen på en afdeling, skal det ske til Styrelsen for Patientsikkerhed.

  • Styrelsen kan bl.a. give en læge kritik eller sætte en afdeling under tilsyn, men forholder sig ikke til, om patienten har ret til erstatning.

  • Kilde: Patienterstatningen