Mange flere lejere modtager boligstøtte

Det har kostet i omegnen af 150 millioner koner i boligstøtte på et år, at flere skal have hjælp til huslejen.

Antallet af mennesker, som modtager boligstøtte er steget med 10.000 på et år. (© DR)

Det skønnes, at det offentlige på blot et år har udbetalt 150 millioner kroner ekstra i boligstøtte.

Antallet af danskere, som har søgt og fået boligstøtte, er nemlig steget med over 10.000. Det fremgår ifølge Fagbladet 3F af en opgørelse fra Pensionsstyrelsen, som sidder med det overordnede ansvar på området.

Opgørelsen dækker perioden 1. april 2010 - 1. april 2011. Den viser også, at næsten halvdelen af dem, der har fået tilkendt boligsikring, er folk i arbejde, som ellers ikke modtager nogen offentlig ydelse.

Flere får boligsikring

Desuden er der også i en række andre grupper sket en stigning blandt dem, der modtager boligsikring. Det gælder således modtagere af dagpenge og kontanthjælp samt efterlønnere.

Lejernes Landsorganisation (LO) forklarer den store stigning i udbetalingen af boligstøtte med, at huslejerne i den private udlejningssektor ikke længere er til at betale for "almindelige mennesker".

Desuden er kontanthjælpen ikke steget i samme takt med huslejerne, og også af den grund bliver mange nødt til at søge hjælp til betalingen, lyder det.

- Tidligere kunne man leje boliger til en langt lavere pris, forklarer Jesper Larsen, cheføkonom i LLO.