Det var vigtigt for troværdigheden, at det ikke var Bæredygtigt Landbrug, der selv lavede en rapport om landbrugets rammevilkår.
Sådan forklarer organisationens direktør, Hans Aarestrup, i et interview med DR Nyheder.
- Det er jo derfor, vi beder CBS lave rapporten. For hvis ikke vi får lavet en rapport, hvor håndværket er i orden, så kan vi ikke bruge den til noget som helst, Hans Aarestrup.
Men dele af håndværket er ikke i orden, erkender landbrugsdirektøren nu, efter DR Nyheder i dag kan fortælle, at der er medtaget flere oplysninger fra Bæredygtigt Landbrug i den uvildige forskningsrapport, uden der er kildeangivet.
Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør har ad flere omgange leveret referater fra en konference og nitrat-tal til CBS-forskeren bag rapporten, Troels Troelsen.
- Håndværket er ikke i orden lige på det punkt. Når man bygger et hus, så er det heller ikke alle hjørner, der er 100 procent. Men hvis ikke der er angivet kilder på en oplysning: Det er ikke i orden, siger Hans Aarestrup.
Kort armslængde
Armslængden mellem CBS-forskerne og Bæredygtigt Landbrug har været et af de punkter, som flere eksperter har kritiseret. Herunder Professor emeritus Heine Andersen fra Københavns Universitet, der har undervist i god forskningsskik og siddet i det såkaldte praksisudvalg på samme universitet.
Han er kritisk og kalder det en forseelse i strid med god forskningsskik. Han betegner det som "citatfusk", når man som forsker kopierer data ind i rapporten uden at angive, hvor det stammer fra.
- Det virker jo som om, at der har været et ret tæt samarbejde mellem forfatteren og folk fra Bæredygtigt Landbrug med at skaffe oplysninger og også med at skrive selve rapporten, siger Heine Andersen.
Men Hans Aarestrup mener ikke, det er et problem, at organisationen har leveret oplysninger til rapporten.
- I det øjeblik der er kildeangivelser, så er det fuldstændig ligemeget, hvem manden (Troels Troelsen, red.) får tallene fra, siger han.
Troels Troelsen har ikke ønsket at udtale sig om sagen til DR Nyheder.