- Det er en trist dag for alle fødselslæger.
Sådan siger ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital og formanden for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Thomas Larsen, om klinikchef Morten Hedegaards farvel til Rigshospitalets fødegang.
Morten Hedegaard kan ikke længere forsvare at være leder for en afdeling, der ikke kan følge med på grund af et for stort arbejdspres. Derfor stopper han i protest over besparelserne efter 14 år på en af landets største fødeafdelinger.
Morten Hedegaard er blevet en profil inden for sit felt og har blandt andet været fødselslæge for kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.
- Når en som Morten Hedegaard ikke kan få enderne til at hænge sammen, så skal man virkelig lytte til det, siger Thomas Larsen.
Der kommer kun flere fødsler
Travlheden på fødegangen i København er langtfra et enkeltstående tilfælde, men kan mærkes på landets andre hospitaler, fastslår Thomas Larsen.
Alle landets fødeafdelinger er ramt. Især i de større byer, fordi der bor flere mennesker, påpeger han.
- Vi kunne godt løse det ved at arbejde ekstra, hvis det varede i en periode. Men vi ved, at antallet af fødsler forsætter med at stige. Vi går fra 58.000 fødsler i 2015 til omkring 78.000 i 2025. Det bliver vi nødt til at håndtere, og det kan vi ikke med de nuværende rammer, der er nu, siger Thomas Larsen.
Han opfordrer politikerne til at se nærmere på, hvordan fødselsgangene landet over bliver presset i de kommende år.
- Regionspolitikerne skal få en erkendelse af væksten af det her problem, for jeg tror ikke, de er klar over det. Vi trimmer, sparer og skærer ned, hvor vi kan. Det er vi jo uddannet til. Så det her er ikke en klagesang. Det er et nødråb, for vi har ansvar for at give de nyfødte en god start på livet, siger han.
Jordemødre fravælger fødegangen
Jordemoderforeningen har i dag også givet udtryk for, at deres faggruppe er ved at bukke under for presset på fødeafdelingerne.
Helt konkret oplever foreningen, at jordemødrene i stigende grad bevidst fravælger fødeafdelingerne og finder andre måder at bestride deres job på eller vælger helt at stoppe som jordemoder.
I Region Hovedstaden erkender formand Sophie Hæstorp Andersen (S), at netop manglen på jordemødre er et problem.
Regionen har også bedt uddannelsen i København om at optage flere, siger hun til DR Nyheder.
Folketinget besluttede sidste år at øremærke 50 millioner kroner til de hårdt pressede fødeafdelinger, men pengene er ikke nok, fordi regionerne sparer endnu mere på sundhedsområdet, mener Jordemoderforeningen.