Kvinde skyldig i ulovlig aflytning af nabo i Emilie Meng-sag - men slipper for straf

Politiet har kendt til optagelserne og accepteret dem. Derfor straffes kvinden ikke.

En 48-årig kvinde optog lyde fra naboens hus, fordi hun hørte lyde og troede, at Emilie Meng blev holdt fanget derinde. Arkivfoto. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

En 48-årig kvinde er fundet skyldig i en sag om ulovlig aflytning af sin nabo, som hun troede holdt den dengang forsvundne teenager Emilie Meng skjult.

Men hun slipper for straf.

Det har Retten i Næstved afgjort i dag.

Årsagen er ifølge den enige domsmandsret, at politiet under hele forløbet har kendt til, at kvinden aflyttede naboen Finn Petersen, og at politiet også to gange har være enig med kvinden i, at man kunne høre noget på optagelserne.

- Det lægges til grund, at tiltalte var af den opfattelse, at optagelserne var accepteret og godkendt af politiet, lød det fra dommer Lene Sigvardt.

Den 48-årige kvinde var tiltalt for ulovlig aflytning, men blev kun fundet skyldig i forsøg, fordi optagelserne ikke indeholdt noget. Hun valgte at modtage dommen.

Skuffet Finn Petersen

Det var naboen, pensionisten Finn Petersen, og hans advokat, der tilbage i efteråret 2016 politianmeldte kvinden.

De mente, at kvinden havde krænket mandens ære og fred ved at lave ulovlige optagelser fra hans hjem - optagelser, som førte til, at politiet ransagede hans hus fem gange uden at finde noget, der kunne hjælpe til opklaring i den meget omtalte drabssag.

Siden henlagde Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi aflytningssagen, men Statsadvokaten bad dem genoptage efterforskningen, og derfor har sagen været for retten i dag.

Finn Petersen sad med på tilhørerpladserne under dagens retsmøde, hvor han krævede 75.000 kroner i erstatning.

Velfriseret og iført hvid sweater fortalte han roligt om, at han havde det forfærdeligt ved at blive inddraget i en sag, han ikke havde noget at gøre med.

- Det er en ulidelig situation at være i. Det er ikke noget, jeg ønsker for min værste fjende, sagde han.

Dommeren og de to domsmænd besluttede, at Finn Petersen må søge erstatning ved et civilt søgsmål. Han får altså ikke erstatning i dag, selvom domsmandsretten erkendte, at han havde følt sig mistænkeliggjort.

Det skuffer Finn Petersen.

- Jeg fatter ikke, hvis det slutter her. Hvis politiet har gjort noget, der har foranlediget, at jeg skulle forulempes i to år, så er det for dårligt. Jeg troede, de var der for at beskytte borgerne, ikke for at genere dem, sagde han efter dommen.

Hørte lyde gennem muren

Kvinden har under sagen erkendt, at hun optog lyde fra naboens ejendom, men hun har nægtet sig skyldig i at have brudt loven.

Hun har fortalt, at politiet kendte til optagelserne under hele forløbet, og at de aldrig advarede hende mod at lave dem.

Samtidig har hendes advokat, Henrik Stagetorn, sagt, at hun optog lydene, fordi hun forsøgte at stoppe det, hun mente var en kriminel handling.

Hun hørte nemlig kvindelyde fra Finn Petersens hjem, sagde hun i dag, og derfor fjernede hun en mursten i sin væg og begyndte at optage lyde fra 6. august til 25. oktober 2016.

- Jeg tager murstenen ud og lytter, og jeg kan tydeligt høre, at der er én, der råber 'hjælp mig, hjælp mig', sagde kvinden i retten.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil ikke kommentere rettens afgørelse.

Sådan lød det i oktober 2016, da Finn Petersens advokat anmeldte aflytningen til politiet: