Kvinde i fængsel 30 dage for 212 ture med DSB uden billet

En 35-årig kvinde er idømt 30 dages ubetinget fængsel og en bøde på 176.000 kr. for at køre i tog uden billet.

BIlletautomaten er ikke blevet brugt af en 35-årig kvinde, der 212 gange er taget for at køre med DSB uden at købe billet (arkivfoto). (Foto: © Christian Bjergløk Jørgensen, DR København)

En 35-årig kvinde er idømt 30 dages i fængsel og 30 dages samfundstjeneste fordi hun 212 gange er snuppet af DSB-kontrollører for at køre uden billet i toget.

Desuden har Retten i Kolding afgjort, at kvinden skal betale 176.000 kroner til DSB.

De 212 gratis togture har spredt sig over otte år fra 2006 til oktober 2014. Hun var egentlig tiltalt for at have kørt uden billet 218 gange, men seks sager blev frafaldet på grund af forældelse.

Bøder er ikke betalt

Kvinden har modtaget kontrolafgifterne, som bøderne kaldes, men hun har ikke betalt. Derfor har DSB valgt at sagsøge den 35-årige kontanthjælpsmodtager.

- Vi har ikke så mange sager om det her. Men et vidne fra DSB har i dag oplyst, at de vil være mere strikse med at politianmelde, når kontrolafgifterne ikke bliver betalt. Der er sket et holdningsskifte, siger chefanklager ved Sydøstjyllands Politi Jan Østergaard.

Betaler 400 kr. pr. måned

Kvinden nægtede sig skyldig, da hun hævdede, at hun er gået i gang med at betale DSB-bøderne.

DSB bekræftede under retssagen, at hun betaler 400 kroner om måneden via en afdragsordning. Alligevel blev kvinden sagsøgt.

/ritzau/