Takket være et stykke utrætteligt arbejde har kronprinsesse Mary sikret sig hædersprisen 'The Womenomics Global Impact Award 2017'.
Det sker som en anerkendelse af hendes indsats for at hjælpe kvinder til at forbedre deres vilkår og udnytte deres fulde potentiale, såvel i Danmark som i udlandet.
- Jeg er meget beæret over at modtage prisen. Det er en meget vigtig pris, fordi den er med til at sætte fokus på vigtigheden af ligestillingen i vores verden, siger kronprinsessen.
Prisen blev uddelt i Børssalen på Slotholmsgade i København, hvor der også var priser til to andre kvinder.
Folketingspolitikeren Ida Auken (R) fik den såkaldte 'The Womenomics Influencer Award', mens prisen 'The Womenomics Leadership Award' gik til rejseportalen Momondos administrerende direktør, Pia Vemmelund.