Kronprinsen i trampolinuheld: Skal have halskrave på i 12 uger

Kronprins Frederik er kommet til skade ved et trampolinspring.

Kronprins Frederik skulle i dag have deltaget i en reception for danske atleter, men efter en trampolinulykke har han måtte aflyse. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Kronprins Frederik har fået en fraktur i halsrygsøjlen i forbindelse med et trampolinspring. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Skaden skete ved et privat arrangement i en gymnastiksal.

Over for DR Nyheder fortæller Kongehuset, at ulykken skete i Gyngemosehallen i Søborg. De fortæller ligeledes, at prins Christian var til stede, da kronprinsen kom til skade.

Som en del af behandlingen skal kronprinsen have en halskrave på i 12 uger. Herefter forventes det, at kronprinsen er 'fuldt restitueret'.

På grund af ulykken har den 48-årige tronfølger meldt afbud til dagens reception for de danske atleter ved de Olympiske Lege.

- Jeg er naturligvis ked af ikke at kunne deltage ved receptionen i dag. Jeg ønsker deltagerne en god dag på Christiansborg, udtaler kronprinsen i pressemeddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen vil skaden ikke få betydning for andre af kronprinsens kommende aktiviteter.