Nu udtaler kronprinsen sig i den titelstrid, der har skabt stor opmærksomhed.
Kronprins Frederik siger i et interview, at han jævnligt taler med sin bror, prins Joachim, men at han står bag dronningens beslutning om at tage prinse- og prinsessetitler fra Joachims børn.
- Min mor har truffet den her beslutning alene. Fordi det er det, hun kan, og det er det, hun vil, og så har hun syntes, at det var nu, der skulle træffes en beslutning, som jeg også støtter og ser det rigtige i, siger kronprinsen i et interview med B.T.
Kronprinsen svarede på pressens spørgsmål om striden i kongehuset, da han torsdag deltog ved et officielt arrangement på Vibenshus Skole i København.
Video: B.T.
Prins Joachim: Børn gjort fortræd
Striden skabte overskrifter, da prins Joachim i et interview med Ekstra Bladet 29. september gav udtryk for, at han var ked af dronningens beslutning om at tage titlerne fra prinsens børn 1. januar 2023.
- Jeg fik fem dages varsel, sagde prins Joachim.
- Vi er alle sammen meget kede af det. Det er aldrig sjovt se sine børn på den måde blive gjort fortræd, sagde prinsen. Også grevinde Alexandra gav offentligt udtryk for, at børnene var kede af det.
Dronning Margrethe gav siden udtryk for, at hun som mor og farmor havde undervurderet, hvor meget beslutningen havde påvirket prins Joachim og hans familie. Men at hun som dronning fandt det nødvendigt med færre kongelige titler.
En beslutning, som kronprinsen er enig i, siger han.
- Jeg er selv interesseret i, at det danske monarki bliver fornyet eller holder sig slankt, siger han.
Men han udtrykker også forståelse for sin brors følelser.
- Det er trist at se, hvor berørt han er blevet af beslutningen, siger kronprinsen.
- I dette tilfælde er en uoverensstemmelse opstået i min familie, som ikke er nyt. For i mange familier opstår der uoverensstemmelser i forbindelse med tid og rum. Og nu er det så opstået i min familie.
Video: B.T.
Ekspert: Viser forståelse
Han siger også, at han er i løbende kontakt med sin bror, der i øjeblikket er udstationeret i Paris.
- Jeg har masser af kommunikation med ham.
Kronprinsens udtalelser er udtryk for, at kronprinsen anerkender den splittelse, som sagen har skabt i den kongelige familie, mener Thomas Larsen, politisk redaktør på Radio4 og forfatter til flere bøger om dronningen og kongehuset.
- Jeg synes, at man skal forstå kronprinsens udtalelser på den måde, at han faktisk signalerer en form for omsorg overfor sin bror og viser en forståelse for, at hans bror er blevet så såret over det her, siger Thomas Larsen.
Kongehuseksperten hæfter sig også ved, at kronprinsen nævner, at han er i løbende kontakt med sin bror.
- Man kan tolke det på den måde, at det har han tænkt sig at blive ved med. Så der er et håb om forsoning, der bliver udtrykt, siger Thomas Larsen.
Thomas Larsen: Harmonien afhænger af Joachim
Men det vigtigste er ifølge kongehuseksperten, at kronprins Frederik bakker op om sin mors beslutning.
- Det er en ting, som er klokkeklar, og som man virkelig skal lægge mærke til i forhold til hierarkiet i fremtidens kongehus, siger Thomas Larsen.
Derfor er han heller ikke i tvivl om, at beslutningen står ved magt.
- Harmonien inden for den kongelige familie kommer derfor til fortsat at afhænge af, om prins Joachim grundlæggende vil acceptere de spilleregler, der er blevet indført, og acceptere, at hans børns titler bortfalder. For det gør de, siger Thomas Larsen.
- Hvis han ikke kan acceptere det følelsesmæssigt, så har vi stadig en alvorlig konflikt kørende i kongehuset.
Kongehuseksperten hæfter sig dog ved, at der ikke er kommet nye udmeldinger fra prins Joachim eller hans familie.
- Jeg tror, at man skal se det på den måde, at intet nyt er godt nyt. At de trods alt nu er i stand til at finde hinanden og prøve at få skabt en eller anden form for våbenhvile, siger Thomas Larsen.
'Brodermord', hvis kronprinsen skulle tage beslutningen
Dronningen har understreget, at det var hendes ønske at træffe beslutningen om at "fremtidssikre" kongehuset på hendes "vagt".
Det tolker Thomas Larsen også som dronningens forsøg på at sikre forholdet mellem de to brødre - også i fremtiden.
- Man kan jo godt forestille sig, at hvis det var til kronprinsen, der på et tidspunkt skulle eksekvere sådan en beslutning, så ville det være at sammenligne med at skubbe ens egen bror ud over planken og ud i 'afgrunden'. Det ville nærmest være et brodermord, siger han.
- Grundlæggende har hun ønsket at tage ansvaret på sig ved at tage en beslutning, som hun givet har vidst ville såre prins Joachim. Jeg tror bare ikke, at hun har vidst, at det ville såre ham i den grad, siger kongehuseksperten.