En flyafgift vil ramme folk med lave indkomster hårdest.
Sådan lyder et argument mod at indføre en flyafgift, som er blevet nævnt igen og igen på Christiansborg. Men det holder ikke, lyder det nu fra Klimarådet.
- Det er de mest velhavende, der flyver mest. Så i modsætning til næsten alle andre afgifter, man kan overveje, så vil det her være en social retfærdig afgift, lyder det fra Klimarådets formand, Peter Mølgaard.
De nye tal viser, at selvstændige og lønmodtagere med de højeste lønninger i gennemsnit bruger et sted mellem 3.000-3.500 kroner på fly årligt, mens en arbejdsløs i gennemsnit bruger 400 kroner og en pensionist lidt over 700 kroner.
I Enhedslisten er Klimarådets notat blot med til at understrege, at en flyafgift for længst burde være indført. Og partiets klimaordfører, Mai Villadsen, glæder sig over nu at have endnu et argument at tage med til finanslovsforhandlingerne.
- Vi skal have en flyafgift, siger hun.
Regeringens støttepartier går alle ind for en flyafgift, men uden Socialdemokratiet bliver den ikke til noget, og opfordringen fra Klimarådet får ikke umiddelbart transportminister Benny Engelbrecht (S) til at sige entydigt ja til en afgift.
- Bliver afgiften meget stor, så vil den også have en social slagside, fastholder ministeren, som heller ikke mener, at afgiften er det mest effektive sted at sætte ind.
- Det løser ikke flybranchens CO2-udledninger, og det er sådan set det, vi er sat i verden for, siger han.
Kun et lille skridt
Klimarådet er enig i, at en afgift kun er første lille skridt på vejen til at løse problemerne. En flyafgift vil ifølge det nye notat ikke betyde et egentligt fald i antallet af flyrejser, men vil bremse væksten med fire procent. Samtidig vil det give 1,4 milliarder kroner mere i statskassen uden at gå ud over beskæftigelsen.
Danmarks nabolande har da også allerede en flyafgift.
Det alene burde få regeringen til at indføre en flyafgift, som en start, lyder det fra Klimarådet.
- Vi halter bagefter de lande, der ligger omkring os. I virkeligheden dumper vi jo flyrejser sammenlignet med de lande, der ligger omkring os, siger Peter Mølgaard, der medgiver, at en afgift alene ikke vil løse udfordringen for flybranchen.
- Folk vil stadig flyve, og langt de fleste vil flyve, lige så meget som de har gjort før. Derfor er det også kun et første skridt.
EL: For slapt
Benny Engelbrecht afviser da heller ikke blankt at se på afgifter, men han understreger, at han er mere interesseret i sammen med flybranchen at finde ud af, hvordan flyene kan blive CO2-neutrale.
- En afgift kan ikke udelukkes som et virkemiddel, men det er noget, der i givet fald skal bruges i sammenhæng med en varig løsning, der skaber reelle CO2-reduktioner, siger han.
Derfor ærgrer det også Enhedslisten, at Socialdemokratiet ikke er mere klare i mælet.
- Det er ærgerligt, at Socialdemokratiet og regeringen ikke går mere offensivt ind i den her dagsorden og melder sig på banen til at indføre flyafgifter, siger Mai Villadsen.
- Det er simpelthen for slapt, når vi ved, hvor meget den her sektor udleder af CO2.