Kirkeminister om skilsmisse i Jehovas Vidner: Det synes jeg lyder helt skørt

Loven skal strammes, så anerkendte trossamfund skal leve op til grundlæggende værdier, siger kirkeminister Morten Dahlin.

Kirkeminister og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) varsler en stramning af loven om andre trossamfund. Ministeren ønsker at gøre op med religiøs ekstremisme og negativ social kontrol. (arkivfoto). (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Det er "helt skørt", hvis man i Jehovas Vidner ikke mener, at man kan blive gift igen efter en skilsmisse, medmindre der har været tale om sex uden for ægteskabet.

Sådan lød reaktionen fra kirkeminister Morten Dahlin (V), da han i radioprogrammet Ring til Regeringen på P1 blev præsenteret for en historie fra et tidligere medlem af trossamfundet.

I samme ombæring varslede ministeren en stramning af Lov om trossamfund uden for folkekirken, der giver anerkendte trossamfund en række privilegier, blandt andet skattefordele.

- Jeg vil gerne stramme op om loven om andre trossamfund. Hvis man skal være et anerkendt trossamfund i Danmark med blåstempling og de skattefordele, der følger med som at vie folk, så er der nogle grundlæggende ting, man skal leve op til, sagde han.

I Norge har man besluttet at fjerne statsstøtten fra Jehovas Vidner, i høj grad på baggrund af Jehovas Vidners omdiskuterede udelukkelsespraksis, hvor medlemmer er blevet opfordret til at udstøde frafaldne familiemedlemmer.

'Absurd anakronisme'

Herhjemme modtager Jehovas Vidner ikke direkte statsstøtte, men som anerkendt trossamfund har Jehovas Vidner en række fordele. Det indebærer blandt andet bemyndigelse til at vie folk, og at gaver til trossamfundet (op til cirka 18.000 kroner om året) kan trækkes fra i skat.

Det fik et tidligere medlem af Jehovas Vidner, Simon Nielsen Ørregaard, der også er tidligere formand for Ateistisk Selskab, til at ringe ind til programmet.

Han ser det som "en absurd anakronisme", at Jehovas Vidner kan modtage indirekte statsstøtte.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de skal statsstøttes, sagde han og kalder Jehovas Vidner "antidemokratisk".

Blandt andet fordi Jehovas Vidner opfordrer deres medlemmer til ikke at stemme, modtage blodtransfusion og kun anerkender ægteskab mellem en mand og en kvinde.

Minister tager afstand

Simon Nielsen Ørregaard fortalte, at han er skilt fra sin kone, men at de stadig - set fra Jehovas Vidners synspunkt - er gift i bibelsk forstand.

- Så hun kan ikke gifte sig med en anden. Det ville være ægteskabsbrud. Det svarer til de her parallelsamfund, sagde han til ministeren.

Det synes kirkeminister Morten Dahlin "lyder helt skørt", som du kan høre i dette klip fra radioprogrammet:

- Jeg har den grundlæggende indstilling, at et ægteskab indgås af to mennesker, og det kan opløses af et menneske, sagde Morten Dahlin.

- Jeg har også den helt grundlæggende indstilling, at hvis man ikke kan forstå det, så har jeg meget svært ved at se, at man skal kunne fungere som trossamfund med den danske stat i ryggen og opnå den række fordele, man kan som anerkendt trossamfund, sagde han.

Det lyder, som om Jehovas Vidner kan se frem til ikke at være anerkendt? Hvis du mener det, så har du dermed også sagt, at Jehovas Vidner ikke kan være anerkendt trossamfund.

- Jeg har dermed sagt, at jeg kommer til at fremlægge et lovforslag om opstramning af loven om andre trossamfund, der skal slå ned på det, jeg opfatter som religiøs ekstremisme. For eksempel ikke at anerkende kvinder eller mænds ret til at blive skilt, sagde han.

Kirkeministeren understregede, at han ikke vil stå i radioen og sagsbehandle enkelte trossamfund, men at det må være op til en objektiv vurdering, om Jehovas Vidner lever op til en eventuel ændret lov.

'Gud indstiftede ægteskabet som en permanent ordning'

Jehovas Vidner skriver i et skriftligt svar til DR, at ministerens udtalelser viser, at han ikke har meget information eller kendskab til trossamfundet.

- I forhold til det specifikke emne om ægteskab og skilsmisse kan vi forsikre jer om, at Jehovas Vidner både respekterer og følger alle de juridiske krav, der er i Danmark på det her område, skriver talsmand Jørgen Pedersen.

Han henviser til Jehovas Vidners hjemmeside. Her står der om skilsmisse:

"Vi holder os til Bibelens syn på ægteskab og skilsmisse. Gud indstiftede ægteskabet som en permanent ordning mellem en mand og en kvinde. Den eneste gyldige grund til skilsmisse er ifølge Bibelen sex uden for ægteskabet. "

Der står også, at menighedens ældste ikke skal godkende en skilsmisse, men "en, der vælger at lade sig skille uden bibelsk grund, er dog ikke bibelsk fri til at kunne gifte sig igen".

Hør hele programmet 'Ring til Regeringen', hvor minister Morten Dahlin svarer på både lytternes og vært Oliver Breums spørgsmål om alt fra religiøs ekstremisme, antisemitisme, vindmøllecenter i Thy og anerkendte trossamfund.