Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København

En gruppe demonstranter har forsøgt at spærre Dronning Louises Bro.

Politiet er talstærkt til stede. Foto: Frederik Bjerre.

To demonstrationer skaber i dag problemer i det indre København. Mindst én person er blevet anholdt, og kampklædt politi er massivt til stede.

30 til 50 personer demonstrerer i dag i indre by mod, at der ikke er julepynt på Nørrebrogade i år. Til gengæld har op mod 100 personer samlet sig i en moddemonstration, som politiet har været nødt til at skubbe væk, fortæller Rasmus Bernt Skovsgaard, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

- Politiet lagde sig imellem dem og fik skubbet moddemonstrationen lidt tilbage, og nu er vi i gang med at føre den meddelte demonstration fra Israels Plads til Dronning Louises bro. I øjeblikket har moddemonstrationen samlet sig på Dronning Louises Bro, og de har slæbt noget byggemateriale ud på kørebanen.

Der har dog ikke været decideret voldelige sammenstød mellem demonstranterne.

Rasmus Bernt Skovsgaard anbefaler bilister, at de søger andre steder hen, og Movia har også omlagt deres ruter.

Demonstrationen for gruppen ’For Frihed’ var lovlig og meddelt. Gruppen, der tidligere hed Pegida, demonstrerer hver lørdag imod "den snigende islamisering af Danmark og Vesten". I dag demonstrerer de mod fraværet af julepynt på Nørrebro.

- Temaet er jul på Nørrebro. Vi går på Nørrebro, fordi Lokaludvalget har truffet den ærgerlige beslutning ikke at pynte op til jul, og det synes vi selvfølgelig er meget kedeligt, da det er en dansk tradition at pynte op til jul på gader og stræder, lyder det i en videoindbydelse til demonstrationen.

Nørrebro Lokaludvalg har valgt afvise at Handelsforeningens ansøgning om 120.000 kroner til julepynt, da deres ansøgning kom for sent.

DR-journalist Frederik Bjerre er på stedet og fortæller, at der blandt andet er tændt et mindre bål på Nørrebrogade. Politiet har spærret gaden med flere hollændervogne og er talstærkt til stede, som det også ses på billedet.

Der er dog kun anholdt én person fra moddemonstrationen, der stjal et flag og knækkede stangen.