Hver anden tør ikke tale om løn med kolleger

Løn er ikke noget, vi taler med kolleger om, viser en undersøgelse.

En undersøgelse viser, at 54 procent ikke taler om, hvad der står på deres lønseddel, når de er sammen med kolleger. (© DR)

Det er ikke just spørgsmål om løn, der bliver drøftet over kantinebordet på de danske arbejdspladser. Det viser en ny undersøgelse, som HK Privat har foretaget blandt 2.698 medlemmer.

Det skriver Avisen.dk.

Men tavsheden går ud over pengepungen, mener en faglig chef i fagforeningen.

- Når du ved, hvad dine kolleger med samme arbejde tjener, får chefen svært ved at give dig en lavere løn, siger Jesper Schmidt Sørensen til Avisen.dk.

Arbejdsgivere: Vi censurerer ikke

Undersøgelsen viser, at 54 procent ikke taler om, hvad der står på deres lønseddel, når de er sammen med kolleger.

Dansk Arbejdsgiverforening afviser, at chefer censurerer ansattes snak om løn.

- De fleste chefer vil gerne give en rimelig løn. Åbenhed om løn er godt, fordi det mindsker risikoen for myter. Hvis folk har urealistiske forventninger til lønnen, risikerer de at blive skuffede, og det kan gå ud over samarbejdet, siger underdirektør Steen Müntzberg til Avisen.dk.

Ekspert: Tal med hinanden

Keld Jensen er forfatter til flere bøger om forhandling. Han mener, at der er god fornuft i at tjekke lønstatistikken ud, men det er endnu bedre at tale med kollegerne.

- Hvis du ikke kender dit udgangspunkt - lønniveauet på netop din arbejdsplads - er det som at finde en sort kat i et mørkt rum, siger eksperten til Avisen.dk.

/DR Nyheder/