Det første homoseksuelle par er onsdag blevet gift på Færøerne. Det skriver den store færøske avis Sosialurin.
Homovielsen er den første, efter at det færøske Lagting i april 2016 vedtog, at homoseksuelle kan vies borgerligt. Det er dog stadig ikke tilladt for de homoseksuelle at blive kirkeligt viet.
Loven trådte i kraft 1. juli i år. Men hidtil er ingen homoseksuelle færinger blevet gift.
De første til at benytte sig af den ændrede homolovgivning var Leslie Travers, 48 år, fra England og Richard McBride, 47 år, fra Nordirland.
Richard McBride, der er advokat, og Leslie Travers, der er kostumeskrædder, har været par i 16 år. De kunne være blevet gift i England, men ikke i Nordirland, som endnu ikke tillader homoægteskaber.
- Vi har altid været forførte af øerne op mod nord og har fulgt med i diskussionen om homo-lovændringen.
Da vi besluttede os for at gifte os, blev vi enige om, at det skulle være et sted, som er smukt, siger Richard McBride.
Parret fik dog først at vide i morges, at de var de første til at benytte sig af lovændringen, og dermed er det første homoviede par på Færøerne.
- Det er en stor ære at være de første. Dette er en særlig dag, både for os og for Færøerne, siger de to.
/ritzau/