Flere vil have vegetarjulemad – men traditionerne holder kødet på bordet

Cateringfirmaer oplever stigende interesse for vegetartilbud til julefrokosterne.

De grønne retter har gjort deres indtog på frokostbordet - men til julefrokosten er det svært at fjerne kødet. (Foto: © Kaspar Mørk Arianto, Meyers Køkken)

Julen er hjerternes fest - og traditionen tro står der flæskesteg, frikadeller og fiskefileter på bordet, når vi samles til julefrokost.

Men der bliver bestilt flere og flere kødfri alternativer som linsepostej og rødbede-carpaccio hos de danske cateringfirmaer.

- I 2019 udgør vegetarjulefrokosterne cirka fem procent af de samlede ordrer indtil videre, oplyser Kristina Steenfeldt Petersen, der er marketingchef hos Jespers Torvekøkken i Søborg.

Til sammenligning fyldte vegetarmenuerne omkring to procent af deres ordrebog i 2017 og tre procent sidste år.

Jakob Rasmussen fra Fransk Spisehus i Herlev nikker genkendende til tendensen:

- Efterspørgslen på vegetarmad er stigende, også til årets julefrokoster. Jeg vil tro, at cirka fem procent af vores bestillinger på julefrokoster er vegetariske og veganske.

Også hos Den Røde Okse i Esbjerg oplever Lasse Møller en kraftig efterspørgsel på kødfri retter. For nyligt måtte han lave 150 vegetarretter til et selskab på 1.800 personer, altså cirka otte procent.

Man kan ikke trodse traditionerne

I Norge har det vakt opsigt, at et universitet valgte at lave en fuldstændig kødfri julefrokost.

Det hører dog fortsat til sjældenhederne, lyder det fra de danske cateringfirmaer, DR Nyheder har talt med.

- Vi oplever ikke efterspørgsel på vegetariske julefrokoster, men vi ser flere og flere vegetarer og veganere blandt de selskaber, vi leverer ud af huset, fortæller Thomas Stubbs, der er indehaver af Stubbs Gastronomi i Aarhus.

Samme oplevelse har Kristina Steenfeldt Petersen, der er marketingchef hos Jespers Torvekøkken i Søborg:

- Sidste år oplevede vi en enorm interesse og dialog på de sociale medier om vegetariske julefrokoster gennem vores opslag. Men mange skrev også, at julen ikke måtte blive for vegetarisk, da den er en hyldest til de danske, klassiske julefrokostretter, påpeger hun.

Kød skal der til

Det kan være svært at bryde med traditionerne og folks forventninger, særligt i julen, siger Sanne Holden Venlov, der er gastronomisk udvikler hos Meyers Køkken.

- Det, vi kan læse ud af efterspørgslen, er, at mange synes at forbinde højtiden med tilstedeværelsen af kød. Til gengæld ser vi, at den grønne mad rykker til hverdag ude på arbejdspladserne. Men til jul tror jeg nemt, at man kan blive nervøs for at pille for meget ved traditionerne, forklarer hun.

Til nytår, som er mindre traditionsbundet i forhold til valg af menu, har Meyers Køkken til gengæld oplevet flere år med fordoblinger i salget af vegetariske løsninger. I år regner man med, at hver tiende bestilling er kødfri.