Flere kvinder søger ind til forsvaret

Forsvaret er blevet en attraktiv arbejdsplads for kvinder. På bare tre år er antallet af kvindelige værnepligtige mere end fordoblet.

I 2009 søgte 7122 unge en uddannelse indenfor militæret - næsten hver tiende af dem var kvinder. (© DR)

Forsvaret er blevet en attraktiv arbejdsplads for kvinder. På bare tre år er antallet af kvindelige værnepligtige mere end fordoblet. Og Forsvaret går nu målrettet efter at få flere kvinder til at tage en militær uddannelse. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Vi får en bedre og mere nuanceret arbejdsplads, når det ikke udelukkende er mænd, der arbejder her, siger major Henrik Gram Pedersen, der er ansvarlig for rekrutteringen i Forsvaret.

Soldat ligesom de andre

En af de unge kvinder der har sagt ja tak til at kæmpe ved fronten for Danmark, er 24-årige Maria K. Andersen. Hun kom i august hjem fra et halvt år i Afghanistan, hvor hun var udsendt som en af de første kvindelige infanteri-gruppeførere.

- Når jeg er på job, er jeg bare soldat, ligesom de andre. Jeg tænker da på at have mit lange hår oppe under hjelmen, så jeg også ligner de andre, men ellers udfører jeg jo bare mit job, siger gruppeføren.

I 2009 søgte 7.122 unge en uddannelse indenfor militæret. Kvinderne udgjorde 9,4 procent - i 2003 var det 7,4 procent.

Kan betyde døden

For de værnepligtige er antallet af kvinder på tre år mere end fordoblet fra 195 til 483 i 2009.

- Når man er soldat, gælder det om at være den bedste til det, man gør. Så er det ligegyldigt, om man er kvinde eller mand. Hvis man ikke er god nok, kan det betyde døden for en selv eller ens kammerater, siger en 24-årig kvindelig professionelle soldat.