Flere flygtninge får job

Næsten hver tredje flygtning, der har været i Danmark i tre år, har job. En vanvittig udvikling på kort tid, siger minister.

Hver tredje flygtning og familiesammenførte er nu i job, viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Der er sket en markant stigning i antallet af flygtninge, der er kommet i arbejde i løbet af de seneste to år. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet ifølge Berlingske.

Tallene viser, at 12 procent af de flygtninge og familiesammenførte, som havde været i landet i tre år i juni 2015, var i beskæftigelse.

Det tal var to år senere, i juni 2017, steget til 30 procent.

Beskæftigelsestallene tager udgangspunkt i flygtninge og familiesammenførte, der er kommet i ordinære job. Altså job, der ikke suppleres af offentlig støtte.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kalder det ifølge Berlingske for "et paradigmeskift", at næsten hver tredje flygtning og familiesammenførte nu er i job.

- Selv om det er fra et lavt udgangspunkt, så er det jo en helt vanvittig og voldsom udvikling, vi ser på kort tid, siger han.

Minister: Stigningen vil fortsætte

Troels Lund Poulsen tror, at det er muligt at nå regeringens mål om, at halvdelen af nytilkomne i 2020 skal være i job efter tre år i Danmark.

Han mener, at stigningen især skyldes, at når flygtningene modtages, er det med et fokus på, hvad de kan bidrage med til samfundet. Derfor er han også overbevist om, at stigningen vil fortsætte.

Torben Tranæs, vismand og forskningsdirektør i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, siger ifølge Berlingske, at man både skal takke den generelt høje beskæftigelse, og at kommunerne har ændret deres tilgang til at få indvandrere og flygtninge i arbejde.

Ifølge en analyse fra Danmarks Statistik har flygtningene særligt fundet job inden for hotel- og restaurationsbranchen, rengøringsbranchen og andre serviceerhverv.

/ritzau/