Farlig ukrudtsbrænder må ikke bruges

Sikkerhedsstyrelsen advarer mod ukrudtsbrænder, der er solgt under to forskellige navne.

Sikkerhedsstyrelsen har advaret skarpt mod at bruge ukrudtsbrændere af mærket Ignite Nordic solgt i Bauhaus, der har været skyld i en eksplosionsagtig brand på den københavnske vestegn.

Nu viser det sig, at samme brænder er solgt under mærket Garden i Jem og Fix. Brænderen er farlig, fordi der siver gas ud, selv om den er samlet rigtigt.

- Forbrugere, som har købt en ukrudtsbrænder med vogn af mærket Garden i Jem og Fix i maj og juni, skal straks stoppe brugen og levere den tilbage til butikken, lyder det fra styrelsen.

- Ukrudtsbrænderen er farlig, og man skal under ingen omstændigheder bruge den, siger chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen Arne Hosbond.

Advarslen kommer efter, at en kvinde i sidste uge ville fjerne ukrudt i haven med sin nye ukrudtsbrænder. Hun blev opmærksom på 20 centimeter høje flammer, der stod op fra gasflaskens top, og forsøgte at slukke ilden med et tæppe.

Der gik ild i tæppet, hvorpå kvinden ringede 112. Et par minutter efter brandvæsnets ankomst eksploderede gasflasken.

For Garden-brænderne drejer det sig udelukkende om produkter solgt i maj og juni. Brænderne har varenummer 52753 og EAN-nummer 5706245527535. Slangen er mærket med DG-4021.

/ritzau/