Videoer af personer med fysiske handicap eller personer, der bryder grædende sammen, er noget af det indhold, som høster masser af likes og opmærksomhed i Facebook-gruppen Offensimentum.
Senest er en journalist blevet chikaneret af gruppens medlemmer, efter hun skrev en kritisk artikel om den.
Men Offensimentum, som altså er bygget op om et negativt fællesskab, kommer ikke til at blive lukket ned af Facebook. For det sociale medies retningslinjer skal give plads til mange forskellige slags ytringer, lyder det fra Facebooks nordiske kommunikationschef, Peter Münster:
- Facebooks retningslinjer skal give plads til en masse forskellige slags grupper. En gruppe, der har til formål at dele hævnporno og mobning vil blive lukket med det samme. Men en gruppe om fx strikning skal blive liggende, på trods af enkelte brodne kar, siger han.
Peter Münster erkender, at meget indhold på Facebook kan befinde sig i et grænseland, og at det kan være svært at skelne mellem, om ytringerne er jokes mellem venner, eller om det er decideret mobning.
- Man kan godt forestille sig, at en gruppe dedikeret til grove jokes eller et varmt politisk emne ville ligge inden for vores regler, selvom tonen måske er en anden, end man ville acceptere ved søndagsfrokosten, siger han.
Fjerner kun indhold, som overskrider regler
Om opslag eller ytringer bliver fjernet fra en side som Offensimentum afhænger af, om indholdet bliver anmeldt af en bruger. Først når indholdet er anmeldt af en bruger, vil Facebooks hold gå ind og se på det konkrete eksempel og vurdere, om det overskrider det sociale medies retningslinjer.
- Vi fjerner indhold, der overskrider vores regler, når vi modtager en anmeldelse. Men hvis der uploades noget, som ikke overskrider vores regler, får det lov at blive liggende – også selvom mange anmelder det, forklarer Peter Münster og tilføjer, at der bliver gennemgået millioner af anmeldelser hver uge.
Han lægger dog vægt på, at decideret ”hate speech”, som eksempelvis angriber enkeltpersoner på baggrund af hudfarve, religiøse overbevisning eller seksualitet, vil blive fjernet.