DR3 på stoffer: Se listen over de farligste rusmidler

Alkohol er det farligste rusmiddel. Det viser nyere britisk forskning, som DR3 fremlægger i serien DR3 på stoffer, der starter i aften.

Alkohol ligger på den lidet flatterende førsteplads som det farligste rusmiddel. De blå søjler indikerer skade på brugeren, mens de røde søjler viser skadevirkning på samfundet.

Alkohol er det farligste rusmiddel og mere skadeligt end blandt andet heroin og kokain, tobak gør mere skade end hash, og LSD er nærmest harmløst. Det er blot nogle af de resultater, som en britisk undersøgelse fra 2010 slår fast.

Undersøgelsen danner grundlag for en liste over de 20 farligste rusmidler, som DR3 i programmet 'Afsløringen' præsenterer.

Programmet er en del af en serie på DR3, som hedder DR3 på stoffer - og som hele ugen vil sætte fokus på alt fra alkohol til narkotika.

Alkohol er samlet set det farligste rusmiddel

Måske overraskende placerer alkohol sig på førstepladsen over skadelige rusmidler.

Alkoholens placering hænger direkte sammen med dets store samfundsmæssige omkostninger, hvor alkohol ud af de 20 på listen er det allermest skadelige for samfundet. Med skader på samfundet menes bl.a. faktorer som kriminalitet, ødelagte familier, miljøskader og udgifter til at rette op på skaderne.

- Alkohol ødelægger hjernens belønningssystem, så alt handler om - ligesom andre meget vanedannende stoffer - at indtage det her stof. Desuden så kan det give ekstremt voldsomme abstinenssymptomer hos folk, der er blevet afhængige, og man kan faktisk dø af dem. Og det kan man ikke af særlig mange andre abstinenssymptomer, udtaler læge David Erritzøe i 'Afsløringen'.

Alkohol er listens fjerdemest skadelige for brugeren, hvor bl.a. demensudvikling samt hjerne- og leverskader tæller nogle af de personligrelaterede konsekvenser. Baseret på den samlede karakter efterfølges alkohol af heroin og crack kokain.

Sådan vurderes skadevirkningerne

De forskellige rusmidlers farlighed bliver vurderet ud fra, hvor store skader de gør på den enkelte bruger og hvor store samfundsmæssige omkostninger rusmidlet har for samfundet.

Der ligger 16 kriterier til grund for undersøgelsen. Anført af professor David Nutt opstiller forskerne ni kriterier for skade mod brugeren og syv kriterier for skade mod andre. Herudfra gives de forskellige rusmidler karakterer på en skala fra 1-100.

I hver sin ende af skalaen

For brugeren er de tre mest skadelige rusmidler heroin, crack kokain og metamfetamin. Modsat er de mindst skadelige rusmidler for brugeren psilocybinsvampe, LSD og ecstasy.

For samfundet er de mest skadefulde rusmidler alkohol, crack kokain og heroin. I den modsatte ende er de mindst skadelige for samfundet psilocybinsvampe, LSD og ecstasy.

Om listen

Listen bygger på en rapport offentliggjort i det britiske medicinske tidsskrift 'The Lancet'. Du kan læse mere om baggrunden for undersøgelsen i de nedenstående links.