Prædiken, salmesang og jordpåkastelse: For mange er kirken og dens ritualer en fasttømret del af tanken om, hvad der skal ske, efter en person er afgået ved døden.
Men er du ikke medlem af folkekirken, så har du på papiret ikke ret til en kirkelig begravelse. Alligevel svarer hovedparten af præsterne i en ny rundspørge, at de mindst én gang har begravet eller bisat et ikke-medlem.
- Det bliver et større og større problem på landsplan, fordi der vil være flere, der melder sig ud af folkekirken, siger Marie Vejrup Nielsen, lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
Splittede præster
Ud af 942 folkekirkepræster, der har besvaret en ny DR-rundspørge, svarer knap halvdelen, at de generelt ikke mener, det er i orden at præster i folkekirken forestår kirkelige begravelses- eller bisættelsesceremonier for afdøde, der ikke er medlem af folkekirken.
- Det er med til at forfladige folkekirkens grundlag, hvis man siger ”nåh, du behøver da ikke være medlem. Vi skal da nok sørge for det alligevel” Jamen hvorfor? Folkekirken tager jo livet af sig selv så, siger Sven Ulrik Terp, konstitueret sognepræst i Jyderup på Sjælland.
I Vipperød, omkring 20 kilometer derfra, har sognepræst Jan Grønborg den stik modsatte holdning. Den deler han med knap 40 procent af præsterne i rundspørgen.
- Jeg synes, det er fint, vi gør det, og jeg siger selv ja til det. Jeg har på ingen måde lyst til at ophæve mig selv til "Vorherres grænsebetjent". Vi skal stå med armene og døren åben. Det er vores primære opgave, siger han.
Svært at sige nej til ulykkelige pårørende
Trods splittelsen på spørgsmålet om det generelt er i orden for folkekirkepræster at begrave eller bisætte personer, der ikke er medlem, svarer fire ud af fem præster i rundspørgen, at de i praksis selv har gjort det mindst én gang i løbet af deres karriere.
I de situationer er det især ønsket fra de pårørende, der overbeviser præsten om, at det skal være en kirkelig og ikke en borgerlig begravelse, lyder det fra flere præster i rundspørgen.
Henrik Skoven, der er sognepræst i Vejle, har flere gange holdt en begravelses- eller bisættelsesceremoni for afdøde, der ikke var medlem af folkekirken.
- Hvis jeg skulle bisætte en person, der ikke var medlem af folkekirken, og det virkelig stred mod alt det, vedkommende stod for, så synes jeg ikke, det ville være det rigtige at gøre. Men hvis der står nogle efterladte, som er helt ødelagte, så er det svært at sige nej til en kirkelig handling, siger han og understreger:
- Jeg er mere optaget af de efterladte, end jeg er af afdøde. Så firkantet kan man godt sætte det op.
Gråzoner, der ændrer holdningen
Det sidste er Peter Nejsum, der er sognepræst i Brønshøj, ikke enig i.
- Det afgørende må være, hvad afdøde ønsker. Hvis man melder sig ud af folkekirken, så udtrykker man jo et ønske om, at der ikke skal være en præst med, når man bliver begravet, siger han.
Alligevel er der gråzoner, anerkender Peter Nejsum i lighed med en lang række af de andre præster, der har deltaget i rundspørgen.
Flere af dem nævner eksempler, hvor mentalt handicap eller det, at afdøde var et barn eller en ung, har spillet ind på deres beslutning om at sige ja til at forestå en kirkelig ceremoni, selvom det stred mod deres generelle overbevisning.
- Så gør vi det alligevel, og det giver mening. Frem for at sige til familien, at det må de selv rode med. Vi er jo stadig sjælesørgere for de efterladte. Det må man aldrig glemme, siger Peter Nejsum.
Ekspert: Dilemma for kirken
Sidste år meldte rekordmange danskere - næsten 25.000 - sig ud af folkekirken, og dermed afskrev de sig også retten til at få en kirkelig begravelse eller bisættelse.
Men det er helt op til den enkelte præst at afgøre, om han eller hun vil forestå en ceremoni for et ikke-medlem. En gråzone i loven, som præsterne er uenige om, hvordan de skal følge.
De fleste har begravet et ikke-medlem, men halvdelen mener slet ikke, det burde være deres opgave. Det viser, at der er tale om et stort dilemma for kirken, siger Marie Vejrup Nielsen, lektor på Aarhus Universitet og Leder af Center for Samtidsreligion:
- På den ene side burde det være klokkeklart, at der er ikke ressourcer og penge i et system til at yde gratis ydelser. På den anden side er det vigtigt for folkekirken at bevare sin tilknytning til medlemmerne og for den enkelte præst også at tage hånd om de efterladte, siger Marie Vejrup Nielsen.
Minister: Ingen medlemmer - ingen kirke
En præst har ikke en opslagsbog, hvor der findes svar på alting. Heller ikke hvornår - eller om - de skal begrave et ikke-medlem. Og sådan skal det forblive, slår kultur- og kirkeminister Mette Bock fast.
Hun har ikke tænkt sig at tydeliggøre lovgivning i forhold til om præsterne skal forestå kirkelige begravelser af ikke-medlemmer eller ej.
- Det er en lokalafgørelse. Det er ikke noget jeg som minister skal blande mig i, siger hun.
Bekymringer om, at det udhuler økonomien i folkekirken, hvis ikke-medlemmer kan få samme ydelse som medlemmer, bider ikke på kirkeministeren:
Er du ikke bange for kirken til sidst ikke har noget økonomisk fundament, fordi alle medlemmerne har meldt sig ud i forventning om, at de alligevel får en begravelse, når de har brug for det?
- Ved du hvad, hvis det er sådan, så fortjener vi heller ikke at have en folkekirke. Hvis borgerne generelt ikke vil være medlem, fordi de synes de gerne vil spare nogle penge, så er der ikke en folkekirke om 50 år. Og så har borgerne heller ikke fortjent at have en folkekirke, siger kultur- og kirkeminister Mette Bock.
En glidebane for folkekirken
I Brønshøj mener sognepræst Peter Nejsum, det er et problem, hvis præsterne ukritisk går med til at forestå kirkelige begraves- og bisættelsesceremonier for ikke-medlemmer.
- Jeg synes ikke, det er at tage sig selv alvorligt som kirke. Det er heller ikke at tage ritualet alvorligt, hvis man siger, det er lige meget, og laver en kirkelig begravelse alligevel.
Konstitueret sognepræst Sven Ulrik Terp kalder det for en glidebane, hvis for mange af hans præste-kolleger siger ja til at begrave ikke-medlemmer.
- Hvis ikke folk betaler kirkeskat, så ville kirkerne jo forfalde, siger han.
Smålighed ikke vejen til kirkens overlevelse
Den bekymring køber sognepræst Jan Grønborg ikke.
- Hvis en familie bare bliver mødt med et bare hårdt "nej", så vil jeg ikke synes, det er mærkeligt, hvis de siger: "En forening, der behandler folk sådan, vil jeg ikke være medlem af."
Han mener derimod, at folkekirken skal sikre sin egen overlevelse ved at vise åbenhed og generøsitet. Også over for dem, der ikke har betalt.
- Vi skal sørge for, at vores ydelser er så gode, at folk bliver afhængige af dem. Jeg tror aldrig nogensinde, at smålighed er vejen frem, siger han.
Sognepræst Jan Grønborg fra Vipperød har mindst ti gange i sin karriere sagt ja til at begrave eller bisætte en person, der ikke var medlem af folkekirken. Klik på videoen, og hør et eksempel:
Vigtigt at tage stilling inden død
Ansvaret for, hvordan begravelsen af et ikke-medlem af folkekirken skal foregå, ligger ikke kun hos præsterne. Hvis man melder sig ud af folkekirken, bør man få talt med sin familie om, hvordan man ønsker sin begravelse, mener sognepræst i Vejle, Henrik Skoven.
- Mange gange har familien og afdøde ikke fået talt om det - også selvom personen måske har været døende i flere måneder. Derfor kan de pårørende komme til at stå i en situation, hvor de ikke rigtig ved, hvad der er afdødes ønske. Og det er vel det, der tit er baggrunden for de her situationer, siger han.
Bagom rundspørgen
- •
DR har sendt spørgeskemaundersøgelsen til omkring 2.100 folkekirkepræster. Heraf har 942 folkekirkepræster, der forestår begravelser og bisættelser, besvaret spørgsmålene.
- •
Undersøgelsen er foretaget i perioden 6.-16. februar 2016.