Ida Rud var for nyligt på vej hjem fra en koncert på sin cykel. Humøret var godt - lige indtil hun standsede for rødt, og en person i en bil råbte til hende:
- Dit fede dyr. Du har glemt dine lygter, lød det fra den vildtfremmede mand.
- Så kørte de videre, og så stod jeg der med cyklen og var helt paf, siger Ida Rud til Aftenshowet. Hun skrev forleden en klumme i Politiken om de ondsindede og nedsættende ord, der ofte bliver kastet efter hende på gaden.
"Pas på, at cyklen ikke braser sammen under dig!".
"Fede kælling, hvor er du ulækker!"
Og sådan bliver det ved.
Selvom Ida Rud har tabt sig omkring 20 kilo det seneste år, er mobningen fra fremmede alligevel taget til, og den gør ondt hver gang.
- Jeg ville ønske, jeg var sej nok til at sige, at jeg var ligeglad. Men det er en verbal lussing at få. Nogen gange går jeg hjem og tænker, de har ret i det, de siger. Jeg er fed og klam, siger Ida Rud, der også har delt mange af tilsviningerne på sociale medier.
Mænd i grupper
Det er altid mænd i grupper, der råber de tarvelige ting. Typisk teenagere, men også fyre helt op i 30-års alderen. Det er altid i forbifarten, ordene falder.
- Jeg bliver altid så chokeret, når det sker, at jeg ikke når at reagere. Og de er jo også hurtigt væk, det er ikke fordi, de går hen til mig og vil snakke.
Efter klummen har Ida Rud fået hundredevis af private beskeder fra folk, der har prøvet noget lignende eller blot føler sympati med hende.
- Jeg håber bare, at folk vil tænke over det og tale lidt pænere til hinanden. Hvis man siger noget, skal man sige noget pænt, siger hun.
Se interviewet i videoen over artiklen.