Dansk politi har lavet sin egen selvstændige efterforskning mod en rwandisk mand, der er tiltalt for folkedrab i hjemlandet i 1994.
Det kommer frem i et grundlovsforhør onsdag i Retten i Hillerød.
Den anholdte 49-årige mand beskyldes blandt andet for med egne hænder at have slået en gammel kvinde og et spædbarn ihjel, ligesom han skal have deltaget, da cirka 1.000 tutsier blev slået ihjel i en kirke, og da et tilsvarende antal mistede livet på et universitet, hvor de havde søgt tilflugt.
I alt har myndighederne i Rwanda indsamlet oplysninger fra 25 vidner, oplyser senioranklager Martin Stassen i retsmødet.
Deres forklaringer holdes imidlertid hemmelige for offentligheden. Dommer Jens Berg har besluttet at lukke dørene, mens forklaringerne bliver læst op. Hvis der er åbenhed, kan det skade efterforskningen.
Inden det sker, oplæses nogle af anklagerne mod den 49-årige.
Dengang i 1994 var han angiveligt formand for et parti, som ifølge de rwandiske myndigheder var et yderliggående hutuparti på højrefløjen.
Den anholdte mand er tydeligt berørt inden retsmødet. Han græder lidt, og betjente fra Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet giver ham papirlommetørklæder.
Med sin forsvarer, advokat Bjørn Elmquist, taler han fransk. En tolk taler kinyarwanda med ham, der dog også forstår dansk. Han blev dansk statsborger i 2014.
Danmark har flere gange kørt sager i forbindelse med udleveringer til Rwanda. Det kan du få et overblik over herunder.
Her er de danske Rwanda-sager
- •
I 2013 sagde Højesteret god for udlevering af en tidligere skoleinspektør, der i Danmark boede ved Kirke Sonnerup. Han blev beskyldt for at have haft en ledende rolle i en massakre på flere tusinde tutsier. Han var varetægtsfængslet i Danmark i godt to år. Sagen i Rwanda er endnu ikke afgjort.
- •
I 2006 blev Sylvére A. varetægtsfængslet i godt et år for drab på en mistanke om drab på 25 tutsier. Sagen blev opgivet. Han rejste til Sverige og sad her fængslet i tre år, før han fik lov at rejse tilbage til Danmark.
- •
I 2005 var danske politifolk i Rwanda for at skaffe beviser mod et parlamentsmedlem, der var flygtet til Danmark. Han var mistænkt for mishandling af tre personer. Han døde, inden sagen kom for retten.
- •
I 2000 blev en tidligere kaptajn i Rwandas hær, anholdt i Skjern, fængslet og senere udleveret til FN's tribunal for folkedrabet. Han blev idømt fængsel i 15 år for at være medskyldig for drabet på premierminister Agathe Uwilingiyimana og for drabene på ti belgiske FN-soldater.
/ritzau/