Chatrådgivning: Mange piger tror det er normalt at sende nøgenbilleder

Der mangler spilleregler for den digitale flirt, mener daglig leder af chatrådgivningen Girltalk.

Mindst ti personer i Danmark afpresses med intime billeder, som de har sendt gennem billeddelingsappen Snapchat. (© Colourbox)

I oktober 2014 blev flere hundredetusinde billeder sendt gennem appen Snapchat lækket.

En stor del af disse var nøgenbilleder, og en stor del af de intime billeder forestillede desuden unge mennesker, som dermed blev potentielle afpresningsofre for it-kriminelle.

At de unge sender frække billeder til hinanden er på ingen måde en overraskelse hos chatrådgivningshjemmesiden Girltalk.dk - her er man ofte i kontakt med unge piger, der enten har sendt nøgenbilleder eller føler sig pressede til det.

- Der er mange, som tror, at det er normalt at sende nøgenbilleder, fortæller daglig leder og psykolog Anna Bjerre.

Lyst eller pres

Når pigerne vælger at sende et nøgenbillede, er det ofte noget, der har været undervejs i noget tid, vurderer Anna Bjerre.

Fra at have været uskyldige billeder af for eksempel solbrune knæ, bliver indholdet løbende mere og mere seksuelt, og så risikerer de at miste følingen med det.

Ifølge Anna Bjerre er problemet, at det for ofte er uovervejet og tilfældigt, når pigerne trykker "send" på telefonen.

- Mange af dem, vi taler med, vil gerne anerkendes af fyrene for deres personlighed eller indre, men samtidig er der en uskreven spilleregel om, at man kan sende den her type billeder, forklarer hun.

- De har svært ved at navigere i det og ved ikke, om de gør det, fordi de har lyst eller føler, de skal.

Stigning i skolehenvendelser

Hos Center for Digital Pædagogik (CfDP) er unges nøgenbilleder også blevet en stigende del af virkeligheden.

Her har man i 2014 - ovenpå lækket - oplevet en stigning i antallet af henvendelser fra skoler, der havde brug for hjælp til at håndtere de unges nøgenmateriale.

- I dag foregår enormt meget af kommunikationen visuelt, og det vil naturligt nok også afspejle sig i de unges seksuelle eksperimenteren. Så vi må nok også forvente, at der kommer mere materiale i fremtiden, forklarer Jonas Ravn, der er ekspert i internetadfærd og ansat ved CfDP.

Han forklarer dog også, at langt størstedelen af de unge er fornuftige, når det kommer til deres digitale adfærd.

I myldretid uden navigation

Både Anna Bjerre og Jonas Ravn peger på, at voksne, og i særdeleshed forældre, skal være bedre til at klæde de unge på til at begå sig på de sociale medier.

- Det er vigtigt, at de taler om, hvordan de bruger det, forklarer Anna Bjerre.

- Ellers fører vi dem bare ud i myldretiden uden at forklare dem, hvordan de skal navigere.

Derfor er det også vigtigt, at de ved, hvad eksempelvis Snapchat går ud på, og hvordan det virker, mener Anna Bjerre.

For Jonas Ravn er den tekniske forståelse knap så vigtig. Det handler nemlig om følelsen af at blive udstillet - og den kan forældre også sætte sig ind i, mener han.

Det vigtigste er derfor at droppe berøringsangsten og turde tage en snak på ungdomsværelserne.

- Det skal helst også være sådan, at de tør søge hjælp hos deres forældre, hvis uheldet er ude, siger han.

Har du prøvet at blive afpresset på Snapchat, eller kender du til tendensen, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til Afpresning@dr.dk.