Billigere, lettere og mere kemifyldte byggemateriale kan være smarte, når der skal bygges nyt. Men skulle der opstå brand, er det bedre at være lidt mere gammeldags.
Nye byggematerialer brænder nemlig langt hurtigere end gamle.
Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad på baggrund af en stor international konference på Frederiksberg, hvor der var fokus på den fare, som energioptimerede bygninger udgør for brandmænd.
Giftig røg
Den slags bygninger brænder lynhurtigt, og røgen er ekstremt giftig, siger Tommy Kjær, der er næstformand i Brandmændenes organisation.
- Det går hurtigere med røgforgiftningen på grund af den mere giftige røg, så det kan betyde en hurtigere død, siger Tommy Kjær til DR Nyheder.
Brænder som diesel
Det er blandt andet celleplast-isolering, polystyren og andre syntetiske materialer, som er lettere, billigere og antænder nemmere.
- Når først der går ild i det, så går det rigtig hurtigt. Det har sammen brændværdi som dieselolie, siger Tommy Kjær.
Bliver hurtigere til stor brand
I 1950 var en lille flamme i en papirkurv 15 minutter om at udvikle sig til en fuld brand, der kræver hjælp fra brandmænd. Det skyldes at gamle dages mursten, beton og solide træbjælker simpelthen var sværere at antænde.
I dag er tiden fra det første udbrud af ild til en ødelæggende brand reduceret til tre minutter, skriver Licitationen.
Men sådan behøver det ikke være, siger Tommy Kjær.
- Man kan faktisk godt lade være med at bygge på den måde. Der findes andre materialer, som er langt bedre, og som er brandsikre, så hvorfor bygger man ikke af det, spørger brandmændenes næstformand.
Andre muligheder
Og der er andre muligheder, lyder det fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, hvor man forsker i byggematerialer.
- Der er en lang række nye produkter, som er baseret mere på olieholdige og kemi-agtige produkter, som har forskellige egenskaber. Nogle kan brænde næsten som krudt, men der er også nogle af de nyere produkter, som rent faktisk kan have nogle gode brandmæssige egenskaber, siger centerdirektør ved Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Ib Bertelsen, til DR Nyheder.
Han mener dog ikke, at problemet er så stort.
- Vi har ikke tradition for at bygge noget, der er særlig brændbart i Danmark, siger Ib Bertelsen.