Bomben tikker for tusindvis af danskere

Tusindvis af danskere går rundt med diabetes uden at vide det. Det kan ende med at koste dem livet.

Det er en god ide at få tjekket sit blodsukker jævnligt. Tusindvis af os går rundt med diabetes uden at vide det. Arkivfoto. (Foto: © colourbox.com)

Diabetes er blevet livsstilssygdom nummer et her hjemme. 270.000 danskere er lige nu diagnosticeret med diabetes, men næsten lige så mange af os går rundt med sygdommen uden at vide det.

Det viser en ny undersøgelse fra Sygehus Lillebælt.

Overraskende resultat

Professor og overlæge ved Vejle Sygehus Ivan Brandslund har taget blodprøver fra 5000 tilfældigt udvalgte østjyder, og resultatet er overraskende. Omkring 5 % af dem havde diabetes uden at vide det.

Omregnet til landstal betyder det, at 200.000 danskere har en udiagnosticeret diabetes.

- Hvis man lægger det sammen med de diabetikere, vi allerede kender, så betyder det, at over 450.000 danskere er diabetikere - altså 8 % af befolkningen. Det er slemt, siger Ivan Brandslund.

Livsfarlig uvidenhed

En udiganosticeret og dermed ubehandlet diabetes er livsfarlig, siger Ivan Brandslund.

- Det kan meget vel være, at de får en blodprop i hjertet. Ved halvdelen af type 2 diabetikerne er det faktisk første symptom, og halvdelen af dem der bliver indlagt med en blodprop i hjertet har faktisk diabetes som årsag til blodproppen, siger Ivan Brandslund.

Hvis alvorlige komplikationer og følgesygdomme skal undgåes, skal vi blive langt bedre til at finde de uopdagede diabetikere, siger Ivan Brandslund.

- Vi kan godt lade dem gå og sige, at vi ikke leder efter dem, så ved vi, at det første symptom er enten en øjensygdom eller en hjerte-kar sygdom, siger han.

15 milliarder om året

Udgifterne til direkte behandling af diabetes og følgesygdomme udgør i dag 15 % af de samlede danske sundhedsudgifter eller 15 milliarder kroner, så der er også penge at spare ved at få fat i diabetikerne, inden de udvikler symptomer.

- I øjeblikket bruger vi 75 % af de penge der går til diabetes på behandling og 25 % på forebyggelse. Vi så gerne det var omvendt, siger formanden for Diabetesforeningen Allan Flyvbjerg.