Når en asylansøger mister sit såkaldte asylkort - det kort, personen bruger til at identificere sig med over for myndighederne - bliver der udstedt et nyt, og myndighederne ved ikke, hvor kortene bliver af, eller hvad de bliver brugt til.
Nogle af de mistede asylkort er dog ikke blevet væk, men har blot skiftet ejermand og bliver forsøgt misbrugt af illegale indvandrere.
Politiassistent ved Københavns Politi Rud Ellegaard har 30 års erfaring som gadebetjent på Vesterbro og et indgående kendskab til bydelens misbrugsmiljø, hvor mange illegale udlændinge har deres gang. Her oplever han, at personer uden lovlig opholdstilladelse har forsøgt at identificere sig med asylkort.
- Vi får nogle gange det indtryk, at der ikke er helt styr på, hvem der er hvem, og at nogle har fået fat i kort, der ikke er deres. Der kan være tvivl om deres dokumentation for opholdsgrundlag, om de er asylansøgere eller er her illegalt, siger Rud Ellegaard.
Ingen statistik
Det er politiet, der udsteder det personlige id-kort til asylansøgere, men kortene er ikke udstyret med et unikt løbenummer, og myndighederne har derfor svært ved at vide, hvad der sker med asylkort, der forsvinder. Med et asylkort kan en illegal indvandrer forsøge at snyde og udgive sig for at være asylansøger og dermed have et lovligt opholdsgrundlag.
- Jeg kan bekræfte, at der udstedes nye asylkort, hvis asylansøgeren har mistet kortet. Der føres ikke statistik over antallet af mistede asylkort, siger politiinspektør og leder af Udlændingecenter Nordsjælland Claus Birkelyng.
- Uanset hvor i landet en person søger om asyl, vil man komme omkring Center Sandholm, hvor Udlændingecenter Nordsjælland opretter en asylsag og udsteder asylkort, fortæller politiinspektøren.
Asylkortet bruges blandt andet af Røde Kors i forbindelse med indkvartering og bespisning på asylcentrene, og det har ikke status af et officielt identifikationsdokument.
Men da asylansøgernes identifikationspapirer inddrages, når de ankommer til Danmark og registreres i asylsystemet, er det hvide plastikkort ofte det eneste, de kan fremvise, hvis de bliver bedt om at legitimere sig.
Kan sælge asylkortene
En kilde tæt på asylprocessen fortæller til DR Nyheder, at det er velkendt, at asylansøgerne kan sælge eller give deres kort væk, og at en mulig form for misbrug er, at illegale indvandrere bruger kortet til at 'redde sig ud af en situation med politiet'.
- Hvis en person identificerer sig som asylansøger, og vi ikke er sikre på, at det er den rigtige mand, vi står med, eller om hans opholdsdokumenter er uægte eller tilhører en anden, kræver det, at vi optager fingeraftryk og undersøger, om han er den rette indehaver af kortet, siger Rud Ellegaard.
- Der har det nogle gange vist sig, at personen var en anden.
S og DF: Hullet skal lukkes
Både oppositionen og regeringens støtteparti vil have undersøgt omfanget af snyd med asylkort.
- Det viser meget tydeligt, at der er et hul i systemet, som der er behov for at få lukket. Det tager vi op med integrationsministeren med det samme, siger Dansk Folkepartis Martin Henriksen, der er formand for Udlændinge- og Integrationsudvalget.
- Det er ikke sådan, systemet skal fungere. Det er tudetosset, at vi bruger en masse ressourcer på at registrere folk, og så kan de bare handle med deres identitet på den måde. Vi ved jo i forvejen, at der bliver handlet med identitet blandt illegale indvandrere på andre måder, og det skal vi have stoppet, fortsætter Martin Henriksen.
Socialdemokratiets medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget Mattias Tesfaye vil både have en redegørelse fra integrationsministeren og justitsministeren.
- Inger Støjberg må redegøre for proceduren og udleveringen af asylkort, og så må Søren Pape redegøre for omfanget af misbruget.
- Folk skal ikke bare kunne smide asylkortene væk, uden at det får konsekvenser. Det er kort, der kan være med til at holde myndighederne på afstand, siger Mattias Tesfaye, som frygter, at asylkortene er blevet en handelsvare mellem asylansøgere og illegale indvandrere.
- Der skal slås hårdt ned på den slags fusk. Selv om det måske er få mennesker, det drejer sig om, så er det med til at undergrave danskernes tillid til systemet. Jeg tror, at danskerne har en vilje til at hjælpe folk, der er på flugt, men de har også en forventning om, at vi politikere kan finde ud af at skille skæg fra snot, og at vi ikke er med til at huse mennesker, som ikke har ret til at opholde sig i landet, siger Tesfaye.
Røde Kors og politi i dialog
Det er Udlændingestyrelsen, der behandler nytilkomne asylansøgeres sag, og her er presseansvarlig Nils Bak bekendt med, at asylansøgere kan have mere end et asylkort og give asylkort til personer, der ikke burde have dem.
Røde Kors ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt der er asylansøgerkort i omløb, men henviser til politiet.
Nordsjællands Politi oplyser, at Udlændingecenter Nordsjælland løbende har dialog med Røde Kors vedrørende forhold på asylcentrene, og at 'spørgsmålet om asylkort' har været drøftet.