Amagermanden er skyldig i seks voldtægter og drab

Københavns Byret har kendt Amagermanden skyldig i to drab og seks voldtægter. Han frifindes for en voldtægt i Vangede.

(Foto: © Tegning: Claus Seidel, DR)

Københavns Byret har kendt Marcel Lychau Hansen - også kendt som Amagermanden - skyldig i to drab og seks voldtægter. Han er dog blevet frifundet for en voldtægt i Vangede.

ML stod tiltalt for i alt syv forhold om drab, voldtægter, røveri og forsøg på brandstiftelse af særlig grov karakter.

I sagen om drabet på 73-årige Edith Andrup i Valby i 1987 lagde retten blandt andet vægt på, at Lychau Hansen skoaftryk var fundet på gerningsstedet, og på et vidneudsagn om at han havde erkendt drabet. Han er også dømt skyldig i forsøg på brandstiftelse, idet han forsøgte at slette sine spor ved at tænde for gassen og tænde et stearinlys.

Ved drabet på en skolelærer i Fasanskoven på Amager i 1990 fandt retten det bevist, at Amagermanden med forsæt havde voldtaget og kvalt den afdøde ved kværkning.

Dna ledte politiet til Amagermanden

Sagen tog fart i november sidste år, da politiet stod frem og fortalte, at en serieforbryder var på fri fod i København. Få dage senere blev den 45-årige fodboldtræner og familiefar anholdt.

Politiet var kommet på sporet af Marcel Lychau Hansen, fordi hans dna matchede med det, der var fundet på liget af en 40-årig skolelærer i 1990 og på et kondom, der havde været brugt i en voldtægt af en 17-årig pige i september sidste år.

Lychau Hansen har fastholdt sin uskyld i sagen og sagde grædende i retten, at der måtte være en anden derude med samme dna.