Nomas direktør, Peter Kreiner, erkender, at det er lidt sjovere at vinde end blive nummer tre, efter kåringen af verdens bedste restaurant mandag aften i London.
Han vil dog ikke kalde det en skuffelse, at Noma ikke genvandt trofæet.
- Vi er ikke skuffede, for vi havde ikke regnet med at vinde. Det er rart at være på podiet, men det er sjovest at være øverst, lyder det fra Peter Kreiner.
Noma er blevet kåret som verdens bedste fire gange tidligere, og direktøren synes, at restauranten har fortjent hæderen mere i år end tidligere.
- Vi har været bedre end nogensinde i år, så det burde være nu, vi blev kåret. Men vi skal nok genvinde førstepladsen, lover Peter Kreiner.
Nye ting på vejHan afslører, at der vil ske nye ting med Noma, men hvornår og hvad de går ud på, vil han ikke afsløre.
- Vi skal lave radikale ændringer og blive ved at udvikle os. Vi er nødt til at blive ved med at kigge fremad, siger Peter Kreiner.
Direktøren udnerstreger dog, at det ikke er listen, der er omdrejningspunktet for Noma.
- Det handler ikke om listen men om de gæster, vi har hver dag.
Spansk restaurant nummer et
Noma har vundet konkurrencen "World's 50 best Restaurant" i 2010, 2011, 2012 og 2014.
Det var den spanske restaurant El Celler de Can Roca fra Girona, der løb med førstepladsen foran den italienske restaurant Osteria Francescen fra Modena.
Udover Noma fik også danske Relæ en placering på listen over de 50 bedste spisesteder i verden. Nørrebro-restauranten blev nummer 45 på listen