Skolelederforening er bekymret over børns besøg i svinestalde

Skoleledere er utrygge ved at sende skoleklasser på besøg i svinestalde, hvor der er konstateret den farlige svinebakterie MRSA.

Fra 2008 til 2012 måtte gårde med MRSA-bakterien ikke bruges som besøgssteder, men dette er blevet ændret. (© Colourbox)

Skolelederne har ansvaret for børnenes sikkerhed - også når skoleklasser er på udflugt.

Næstformanden i skolelederforeningen, Jørgen Mandrup Nielsen, opfordrer nu skolelederne til at være ekstra forsigtige med at sende skoleklasser på bondegårdsbesøg i svinestalde, efter det er kommet frem, at den resistente MRSA-bakterie spredes blandt mennesker langt hurtigere end tidligere.

- Der må ikke være usikkerhed om sådan nogle besøg, så vi vil anbefale, at man kontakter den lokale ambedslæge i forhold til at få en risikovurdering, siger Jørgen Mandrup Nielsen til DR Nyheder.

- Revurdér anbefalinger

For øjeblikket fraråder Sundhedsstyrelsen ikke kortvarige besøg i svinestalde, hvor der er konstateret MRSA.

Men usikkerheden om, hvordan smitten spreder sig, bør få styrelsen til at revurdere sine anbefalinger, mener Jørgen Mandrup Nielsen.

- Min opfordring er, at man meget hurtigt kommer med en fornyet risikovurdering og enten anbefaler, at det er ok med besøg eller fraråder det. Det må være deres opgave, siger han.

Kenneth Sørensen, der selv er rask smittebærer med MRSA, ville ikke udsætte sine egne børn for smitterisikoen i en svinestald, hvor der er MRSA.

- Vi har ikke en ret stor viden om, hvordan bakterien spredes, og så er det en stor risiko at sende tusindvis af børn ud i staldene, siger han.

Forsker: Stop besøgene

Også Hans Jørn Kolmos, der er professor i mikrobiologi og forsker i svinebakterien, er bekymret for børnenes besøg i svinestaldene.

- Der er jo ingen tvingende grund til for børn at besøge svindebesætninger og slet ikke gårde med MRSA, siger han.

Hans Jørn Kolmos opfordrer myndighederne til enten helt at stoppe besøgene eller i det mindste kræve, at gårdene er testet fri for smitte, før en skoleklasse eller en institution aflægger en bondegård et besøg.

Fire er døde

Fra 2008 til 2012 måtte gårde med MRSA-bakterien ikke bruges som besøgssteder, men dette er blevet ændret.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, men enhedschef Søren Brostrøm siger til Politiken:

- Man skal være i ret tæt og hyppig kontakt med inficerede svin for at blive bærer af MRSA CC398. Derfor fraråder vi ikke kortvarige besøg på besøgsgårde. Men hygiejnen skal selvfølgelig være i orden i besøgsstaldene.

Heller ikke Landbrug og Fødevarer, der arrangerer skolebeøg, har planer om at droppe gårdturene.

I juli måned fik 105 danskere at vide, at de er smittet med MRSA, der indtil videre har kostet fire personer livet herhjemme.

Personer svækket af sygdom eller deres høje alder kan dø af at blive smittet med MRSA.