Det hele sluttede og begyndte, da han landede med SAS-flyet fra Bruxelles.

Det var en septemberdag i 1966, og regnen skyllede ned over Københavns Lufthavn Kastrup. Landingsbanen og ankomsthallen var et kaos af paraplyer, pressefolk og nysgerrige danskere i alle afskygninger, som havde taget turen til Amager for at se det – for at se ham.

Danskernes prinsesse Margrethe havde endelig forelsket sig, og nationen var spændt på at møde denne eksotiske greve og diplomat med et navn så langt som Gudenåen; Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat.

Så trådte den kommende forlovede endelig ud af flyet. Med et bredt og kridhvidt smil, tilbagestrøget James Bond-hår og en elegant, lys frakke, der på ingen måde passede til det danske efterårsvejr. Fotografernes blitzlys lynede.

I det sekund, den 32-årige Henri de Monpezat trådte ud på dansk jord, forvandlede hans tilværelse sig. Han var offentlig ejendom. Nu og resten af sit liv.

Netop derfor gav det igen og igen genlyd i kongeriget Danmark, når prins Henrik insisterede på at være sig selv. For hvordan kan man være sin egen, når man tilhører en hel nation?

Han var på mange måder en royal rebel. Helt op i en alder, hvor de fleste rebeller ville være faldet til ro, fortsatte prins Henrik sin kamp.

Derfor var det ikke alene en sorg, men også til dels en forklaring, da hoffet i sensommeren 2017 ”med inderlig beklagelse” måtte meddele, at prinsen led af demens.

- Det er dronningen og den kongelige families ønske, at prinsen fremover får den ro, som situationen påkræver, sluttede pressemeddelelsen.

Forud var der gået måneder med turbulens, der ikke bare trak overskrifter i Danmark, men i hele verden: Prins Henrik meddelte i august 2017, at han ikke ville begraves ved siden af sin hustru i Roskilde Domkirke.

- For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket, forklarede hoffets kommunikationschef.

En måbende nation forsøgte at fordøje nyheden, mens medier over hele verden kastede sig over historien. Prins Henrik selv tog ordet, da en flok journalister og fotografer få dage senere stoppede ham foran regentparrets vinslot ved Cayx i det sydlige Frankrig:

- Min kone har besluttet, at hun gerne vil være dronning, og det er jeg meget glad for. Men som menneske skal hun vide, at hvis en mand og en kone er gift, så er de lige, erklærede den 83-årige prins.

Det blev kulminationen på årtiers kamp. Siden sænkede freden sig nogenlunde over den danske kongelige familie, mens pressen efter offentliggørelsen af demensdiagnosen respekterede hoffets ønske om, at prins Henrik skulle have fred.

Men han gemte ikke sig selv væk, og der var stadig masser af smil og humoristiske kommentarer, indtil han i slutningen af januar 2018 blev behandlet for en lungeinfektion på Rigshospitalet.

Prins Henrik sov stille ind på Fredensborg Slot tirsdag den 13. februar klokken 23.18 omgivet af dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim.

Til det sidste var prins Henrik en skikkelse, der om nogen satte kulør på Kongehuset.

Han havde legebarnets nysgerrighed, livsnyderens begejstring og kunstnerens følsomhed. Han havde let til smil og latter, var sine venners ven, og hans humor kunne være lige så sort, som hans garderobe kunne være spraglet.

Manden, der i 1960’erne formelt opgav sin egen identitet – men reelt aldrig gjorde det – frasagde sig dengang sit navn, sit fædreland, sin karriere og sin religion for at genopstå som prins af Danmark.

Og i sin bryllupstale den 10. juni 1967 gjorde han klart, at han vitterligt agtede at blive dansker:

- Som en anden nybagt student skal jeg jo nu lære Danmark og danskerne at kende – det er mit forsæt at bestå min eksamen med pæn karakter, sagde han.

Dele af sin bryllupstale - der visse steder var så romantisk, at både statsministerfrue Helle Virkner Krag og flere andre gæster fik blanke øjne - holdt prins Henrik på dansk. Udtalen var fuldfed fransk, men sproget så formfuldendt, at Ekstra Bladet dagen efter konstaterede, at ”den mand har sprogøre, om nogen har”.

Imidlertid skulle det vise sig, at prinsen havde lært de danske passager udenad. Og hans danske kom aldrig til at lyde dansk.

Hverdagssproget hjemme på Amalienborg var fransk, både når prins Henrik talte med sin hustru og med sine sønner. Og han måtte sande, at det er svært at blive dansk – i hvert fald at blive opfattet som dansk – når man ikke lyder dansk.

Efter mere end fire årtier i Danmark gjorde prins Henrik en indrømmelse:

- I dag ved jeg, at jeg aldrig kommer til at tale hundrede procent flydende dansk. Det ærgrer mig. Det indrømmer jeg gerne. Jeg ærgrer mig helt forfærdeligt, sagde han i 2010 i bogen ’Enegænger’ af Stéphanie Surrugue.

- Jeg formoder, at folk må have sagt til sig selv: ”Denne prins er ligeglad med os, og han vil ikke lære vores sprog, og han ringeagter os uden tvivl”. Mange har troet, at jeg ikke ville være dansker.

Prins Henrik opfattede sig selv som dansker. Og han opfattede sig selv som franskmand. For ham udelukkede det ene ikke det andet.

Han var så fransk, at han gik med silkestrømper, i en tid hvor mange af hans nye landsmænd dyrkede hønsestrik, og at han altid foretrak foie gras frem for leverpostej.

Og omvendt: Han var så dansk, at han elskede at tage på Bakken og synge sammen med damerne fra Bakkens Hvile. At han en jul tog på Christiania uden sikkerhedsvagter og stillede op til selfies med fristadens beboere. At han sagde ”vi”, når han talte om Danmark, danskerne og danskhedens væsen.

Han var klar over sin fremmeste opgave i kongeriget Danmark: At støtte sin hustru i hendes virke som landets dronning. Selv har dronning Margrethe gang på gang nævnt, hvor urokkelig en støtte prins Henrik var for hende.

- I 25 år har du været min støtte, min kærlige mand. Du har altid været parat som mit faste holdepunkt, når jorden gyngede under fødderne på mig, sagde dronningen i sin sølvbryllupstale i 1992.

Og hendes 40-års regentjubilæum var deres regentjubilæum, understregede hun 20 år senere:

- Du, min kære Henri, har stået mig bi og været til opmuntring og inspiration for mig i den gerning, som vi har været to om at udføre. Denne dag er dit jubilæum såvel som mit, sagde hun i sin tale ved regentjubilæet i 2012.

Prins Henrik var på alle måder et sammensat menneske.

Allerede da han ankom til Danmark dengang i 1966, havde han oplevet mere af verden end de fleste både franskmænd og danskere. Han ankom til regnvåde Kastrup med en bagage af erfaringer og idéer fra både europæiske metropoler, asiatiske civilisationer og nordafrikanske krigsområder.

Han blev født ind i en stor, katolsk velhaverfamilie den 11. juni 1934 i Bordeaux-forstaden Talence. Men Henri de Montpezat voksede op i kolonien Fransk Indokina, det senere Vietnam, hvor familien gennem to generationer havde opbygget et mindre imperium.

Hans far, André de Laborde de Monpezat, stod i spidsen for forretningerne, mens moren, Renée de Monpezat, holdt hus i Hanoi og dirigerede den hastigt voksende børneflok og familiens tjenestefolk.

De første fem år af sit liv har prins Henrik kaldt for ”eventyrlige”. Sammen med sin storesøster Françoise udforskede han det farverige liv i Hanoi. Som regel uden forældrene, men i selskab med to vietnamesiske barnepiger, der lærte børnene at spise pho, nudelsuppe, tilbede Buddha ved pagoden og færdes mellem boderne i de vietnamesiske handelsgader.

Prins Henrik har fortalt, at han brugte mere tid med sine barnepiger end sine forældre. Dog har søsteren Françoise understreget, at det ikke skyldtes mangel på kærlighed fra forældrenes side, men snarere var et udtryk for livsformen i den franske koloni.

Da hans lillesøster Anne Marie blev alvorligt syg, valgte familien i 1939 at rejse tilbage til Frankrig for at få de dygtigste læger til at undersøge hende. Hun overlevede ikke og døde samme efterår af meningitis.

Familien bosatte sig på slægtsgården Le Cayrou i Cahors og boede der i de barske år under Anden Verdenskrig.

Den unge Henri savnede det varme og sprudlende Indokina, men da familien endelig kunne vende tilbage til hjemmet i Hanoi, hvor Henri færdiggjorde gymnasiet, var det et forandret land, han mødte.

Ho Chi Minh og hans Viet Minh-hær var i færd med at overtage landet, den franske kolonimagt så sit imperium smuldre, og de farver og eventyr, som Henri huskede, forsvandt langsomt.

Opvæksten i Indokina og Frankrig var ingenlunde blid for Henri og hans otte søstre og brødre. André var familiens store patriark, der insisterede på, at børnene og forældrene var Des, og både lussinger og krabasken – en lille, flettet pisk – sad løst, hvis ikke børnene opførte sig ordentligt.

Det var dog ikke noget, prins Henrik hverken som barn eller voksen bebrejdede sine forældre:

- Min far var patriark af nødvendighed, men også af natur, og min mor var på sin vis også meget matriarkalsk, de tog begge stærkt stilling til børnenes opdragelse. Og jeg mener, at det ikke alene var deres ret, men deres pligt at opdrage os, fortalte han i 2010 i bogen ’Enegænger’.

Da den unge Henri de Montpezat vendte tilbage til Frankrig, flyttede han til Paris. Han havde drømt om at uddanne sig til pianist på musikkonservatoriet, men besluttede sig i stedet for en uddannelse, som hans far mente ville være et mere ”sikkert” valg.

I en kort tid studerede han jura, men han endte med en magistergrad i fransk litteratur og samfundsfag fra det hæderkronede Sorbonne Universitet. Han studerede desuden orientalske sprog, kinesisk og vietnamesisk, og rejste tilbage til Asien for at læse mandarin og kinesisk på universitetet i Hongkong.

Drømmen var at blive ambassadør. Og helst i det Østen, som han holdt så meget af. Derfor søgte han ind i den franske udenrigstjeneste og blev efter kort tid ved udenrigsministeriet i Paris tilbudt jobbet som yngstediplomat – tredjesekretær - ved den franske ambassade i London.

Men da han blev tilbudt drømmejobbet som ambassadør i Mongoliet, takkede han nej uden at kunne begrunde sit afslag. Den fremadstormende diplomat var nemlig blevet stormende forelsket i den danske tronfølger, som han netop og i al hemmelighed havde friet til.

Parret havde året forinden mødt hinanden gennem fælles bekendte, da prinsesse Margrethe læste på London School of Economics.

Ved et middagsselskab fik den unge Henri de Montpezat den danske gæst som borddame, og interessen var vakt fra Henris side. Men det var først efter endnu et tilfældigt møde i Skotland et års tid senere, at interessen blev gengældt.

Derefter gik der flere måneder med diskrete kæresterier. Parret mødtes i London, hvor de gik ture i Hyde Park. Deres brevudvekslinger foregik via den danske prinsesses hofdame, Wava Armfelt, og når Henri ringede til sin udkårne på Amalienborg, skete det under falsk navn.

Efter en Sankt Hans-fest i Danmark friede Henri de Monpezat til prinsesse Margrethe hjemme i hendes hofdames lejlighed i det indre København.

Og kort tid efter var han accepteret af sine kommende svigerforældre, kong Frederik og dronning Ingrid, som dog først fik foretaget et lille baggrundstjek af denne for dem totalt ukendte franske diplomat i London.

Kærligheden mellem de to unge mennesker var ikke til at tage fejl af.

Allerede 11 måneder efter brylluppet kom prins Frederik til verden. Året efter blev prins Joachim født. Den lille familie indrettede sig på Amalienborg Slot, og de første år var de netop dét; en ung børnefamilie.

Men hverdagen forandrede sig brat, da kong Frederik døde.

Med prins Henrik ved sin side blev prinsesse Margrethe udråbt til dronning i 1972. Selv forblev han prins. Og de kommende år blev svære.

Næsten ligegyldigt hvor flittig prins Henrik var, om så han var på arbejde med dronningen rundt om i Danmark, eller han alene repræsenterede Danmark i udlandet, var der kritiske røster.
I sine erindringer ’Skæbne forpligter’, som prins Henrik udgav i 1996, skrev han:

- Alt, hvad jeg gjorde, blev kritiseret. Mit dansk var svingende, jeg foretrak vin for øl, silkesokker for striksokker, Citröen for Volvo, tennis for fodbold. Jeg var anderledes. Jeg så ud til at være tilfreds med det og ikke skamme mig – det var to fejl.

Noget andet, der fik mange danske øjenbryn til at hæve sig, var, at prinsen aldrig lagde skjul på, at han overførte dele af den strenge opdragelse fra sin far til sine egne børn.

Børn skulle opdrages med en kærlig, men hård hånd, mente han – noget, prinsen også fik kritik for i de danske medier. Og en ung kronprins Frederik satte ord på det for første gang i sin tale ved forældrenes sølvbryllup i 1992 – med både smil og alvor i stemmen:

- Papa, man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.

Dronningen erkendte da også, at det ikke havde været nogen helt nem start for hendes mand, og at hun i sin forelskelsesrus ikke havde opdaget, hvor svært han havde det.

- Det skulle ikke undre mig, om folk bagefter kommer til at synes ”hvad er han dog for en snegl, han er jo slet ikke som en dansker”. Det skulle du sandelig heller ikke være, for det var ikke meningen, sagde hun til parrets sølvbryllup.

Prins Henrik gjorde som medlem af Kongehuset et enormt arbejde for Danmark.

Han var ikke bare sin hustrus støtte gennem mange år. Han var også præsident, ærespræsident, formand og bestyrelsesmedlem i knap 20 foreninger og fonde.

Særligt det danske erhvervsliv havde hans bevågenhed, og han var protektor for ikke færre end 67 organisationer. Selv da prins Henrik gik på pension, beholdt han størstedelen af sine protektioner og æreshverv.

I sit virke modtog han mange fornemme hæderspriser og ordener, blandt andre Dansk Røde Kors’ Hæderstegn og den fornemme franske orden Légion d'honneur.

Han var sammen med dronningen vært for over 50 regerings- og statsoverhoveder, og han var på over 50 statsbesøg i udlandet. Her kom prins Henriks erfaringer fra den internationale verden – både fra sin opvækst og sit arbejde i diplomatiet – ham til stor nytte i arbejdet for Danmark.

Han talte ikke bare dansk, fransk og engelsk, men også vietnamesisk og mandarin, og han beherskede svensk og tysk til husbehov.

Det fik omverden et eksempel på ved statsbesøget i 1979 i Kina. Her gik samtalerne ved den officielle middag lidt trægt, indtil den danske prins slog over i mandarin og senere holdt en tale på kinesisk – så lettede stemningen.

Prins Henrik rejste ud med dronningen eller alene, åbnede den ene udstilling og messe efter den anden, han stod i spidsen for flere store erhvervsdelegationer, og han gjorde det med oprigtig interesse hver gang.

Han elskede at møde menneskene på sin vej, og hans varme og vittige væsen kom ofte frem ved disse møder.

En ven af regentparret sagde det præcist: ”Dronningen er folkekær, prins Henrik er folkelig”. Han var således ikke bleg for at sætte en slange på hovedet til ære for fotograferne, eller nysgerrigt afprøve alverdens maskiner, som blev sat foran ham.

Han nød at rejse rundt i landet på sommertogterne og se ”den smukke have”, han beskrev Danmark som i sin bryllupstale til dronning Margrethe.

Og han nød turene til Færøerne og ikke mindst til Grønland.

Det arktiske område betød noget helt særligt for prins Henrik. Gennem sit arbejde som præsident for WWF Verdensnaturfonden var han med til at oprette verdens største nationalpark i det nordøstlige Grønland.

Og i 2015 blev adskillige af hans egne hjembragte grønlandske kunstgenstande udstillet på et museum i Cahors.

Men prins Henrik bestred en stilling, der ikke fandtes nogen beskrivelse af. Da han ankom til Danmark i 1960’erne, var han den første prinsgemal i Det danske kongehus’ historie.

Hidtil havde monarkerne været mænd, og deres ægtefæller var kvinder, der udfyldte en støttende rolle som dronning. Men man kunne jo ikke bare udstyre en tidligere karrierediplomat med en buket blomster og lade ham gå to skridt bag sin kone et helt liv? Eller kunne man?

Ingen havde svaret, ingen havde en jobbeskrivelse. Prins Henrik fik et kontor, et skrivebord og en telefon, men ikke noget arbejde. Han måtte selv opfinde jobbet som dronningens mand.

Han definerede blandt andet sin rolle som en støtte og rådgiver for dronningen, og det var han. Med årene var det ægte hjertelighed, han mødte, når han kom rundt i landet med dronning Margrethe eller alene.

I 2009 gik turen til hans elskede Vietnam, hvor prins Henrik for første gang kunne vise sin hustru sit barndomsland. Og med kronprinsparret som følgesvend blev turen til en helt særlig familieudflugt.

Men prins Henrik lagde aldrig skjul på, at det var svært altid at gå to skridt bag dronningen. Derfor skjulte han heller ikke sin store glæde, da han i 2011 blev kåret som ”Årets Europæer” og i 2012 som ”Årets Dansker”.

Prins Henrik nød det folkelige gennembrud, han fik efter mange år i Danmark. For selv om han og dronningen ofte delte opgaverne mellem sig, var prinsen ikke sin kone ligeværdig i alle livets spørgsmål.

Af og til var han ude offentligt med en kritik af sin stilling og manglende titel.

I begyndelsen var det med smil, som da han på sin 50-års fødselsdag sagde til pressen, at han måske nu var gammel nok til ikke længere at skulle bede sin kone om penge til cigaretter. Herefter fik prins Henrik sin egen apanage. Med årene blev kommentarerne skarpere og længere.

I sin erindringsbog ’Skæbne forpligter’ skrev han i 1996:

- Alt godt tillægges chefen, alt dårligt nummer to… I værste fald beskriver det sarkastiske billedsprog os som skødehunde, der tripper bagefter, nogle gange i snor, som sidder pænt for en sukkerknald, og som fremfor alt ikke siger noget.

Hver gang gav det genlyd i hele kongeriget. Som da prins Henrik efter nytårskuren i 2002 i vrede og frustration rejste ned til regentparrets vinslot i Cayx for at tage sig en gevaldig tænkepause.

Dronningen havde været forhindret som vært ved nytårskuren på grund af to brækkede ribben, men i stedet for at lade prins Henrik tage imod gæsterne, blev kronprins Frederik sat ind som vært.

Prins Henrik kendte familiehistorien og vidste, at dengang kong Frederik havde været syg ved en nytårskur, var det dronning Ingrid, der havde taget imod gæsterne – ikke prinsesse Margrethe.

Prins Henrik følte sig degraderet til ”et ligegyldigt vedhæng”, meddelte han BT’s mangeårige kongehusreporter Bodil Cath, der lavede et på alle måder historisk interview med prins Henrik på Cayx.

Ofte argumenterede han med ligestilling. Ville kronprinsesse Mary måske ikke få titel af dronning, når hendes mand engang blev konge? Hun ville ikke forblive prinsesse, hvorfor skulle prins Henrik så forblive prins?

Og: Han var halvdelen af et regentpar, hvorfor måtte han så ikke være majestæt, ganske som sin hustru?

Danskerne forstod næppe nogensinde helt prins Henriks argumenter eller hans optagethed af titler. Da han i 2005 valgte at få officiel titel af prinsgemal, var der da også mange, som undrede sig.

Selv forklarede han det således:

- Det var min beslutning at tage den titel. Hvorfor? Jeg var træt af at blive kaldt ”prinsen”. For hvad er en prins? Er det lille prins Felix? Eller er det dronningens mand? Nuvel, så efter mere end 30 år tog jeg titel af prinsgemal, som mine ligestillede i Holland og England har haft, forklarede prins Henrik i 2010.

Igen og igen formåede den danske kongelige familie at glatte ud. Og ved årsskiftet i 2015 så det ud til, at prins Henrik havde taget konsekvensen af både sin alder og sin frustration.

Dronningen tronede nemlig frem på landets tv-skærme med en ganske særlig nytårstale:

- Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at ”drosle ned”. Til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension.

Den dengang 81-årige prins Henrik forsvandt dog ikke fra Kongehusets kalender, og han fortsatte med at deltage i opgaver tæt på regentparrets residenser. Men han afskrev sig titlen prinsgemal og deltog ikke længere i en lang række officielle begivenheder som Folketingets åbning og statsbesøg i udlandet.

Nu ville han i stedet hellige sig livets mere fornøjelige aspekter. Digteren og vinbonden Henri skulle have mere plads end prinsen Henrik.

Gennem et langt liv var prins Henriks kunstneriske og kreative virke stærkt. Han skrev en lang række digtsamlinger på både dansk og fransk, og han oversatte den franske filosof og feminist Simone de Beauvoir til dansk i samarbejde med dronning Margrethe.

Regentparret delte en passion for kunst, og mens dronningen arbejdede med dekupage og teaterkostumer, arbejdede prins Henrik med både malerier og skulpturer.

I 2013 kunne danskerne for første gang opleve regentparrets fælles kærlighed til kunsten på allertætteste hold. Sammen udstillede dronningen og prins Henrik 150 af deres egne værker på kunstmuseet Aros, og publikum strømmede til udstillingen ’Pas de deux royal – et kunstnerisk møde’.

Prins Henrik var også en ivrig samler af både kunst, træfigurer og jadesten, og sammen med museet på Koldinghus udstillede han i 2017 flere tusinde orientalske jadeværker, der for prinsen selv var en bro tilbage til barndommen og ungdommen i Vietnam og Kina.

Prinsen, der i sin ungdom havde drømt om at blive koncertpianist, spillede klaver hele sit liv, gerne med en af sine elskede gravhunde liggende under klaveret.

Og med forudsigelig uforudsigelighed valgte prins Henrik som 79-årig at lave en indspilning sammen med det danske popband Michael Learns to Rock af nummeret ’Echo’, der blev overrakt til Thailands konge som venskabsgave fra Danmark til Thailand.

Kreativiteten rakte også ud i køkkenet. Mad var for prins Henrik ikke et spørgsmål om at mætte maven, men om at mætte sjælen.

Hans kærlighed til gastronomi betød, at han samarbejdede tæt med hofkokken om menuer, råvarer og sågar udskæringer af kød. På spisebordet derhjemme stod der friske krydderurter, flere af dem fra hans barndoms egne i Asien, og selv når der var gallamiddag, havde prins Henrik sine egne krydderier med.

Prins Henrik inviterede flere gange danskerne med i køkkenet. Både i form af sine kogebøger, men også i tv-programmerne ’Hofretter’, hvor den 80-årige prins i bedste sendetid tilberedte mad på både Fredensborg Slot, Château de Cayx og Gråsten Slot.

Ganske som familiens hverdagssprog på Amalienborg var fransk, var maden også fransk. Som regel måtte hofkokkene vente, til prins Henrik var bortrejst og dronning Margrethe alene hjemme, før der blev serveret klassiske danske retter som stegt flæsk med persillesovs.

Lige så stærke holdninger havde prins Henrik til vin. Da det unge regentpar i 1974 købte det lille vinslot Château de Cayx i Frankrig, etablerede prins Henrik en vinproduktion, som han udviklede over mange år.

Vinene var i begyndelsen langt fra de danske smagsløg, men endte med at få hæder i Frankrig.

I 2015 besluttede prins Henrik at bortforpagte vinproduktionen, men parret beholdt deres elskede slot, der gennem kronprins Frederik og prins Joachims barndom havde været deres forbindelse til hele den franske familie.

Cayx var et sted, hvor dronning Margrethe kunne slappe af og tage på marked uden postyr, mens prins Henrik kunne udfolde sin kunst, spille bridge med barndomsvenner eller køre omkring i landskaberne på sin blå scooter.

Her slappede hele familien af – og her, ikke på Amalienborg, samlede prins Henrik hele familien, da han fyldte 80 år.

Ganske som hans egen far havde været patriarken, var prins Henrik sin families stolte overhoved.

Han var stolt af sine sønner, men også af sine svigerdøtre. Det var således - og temmelig usædvanligt - prins Henrik og ikke dronningen, der holdt velkomsttalen til prins Joachim og prinsesse Alexandras bryllup i 1995.

Han havde et godt forhold til alle sine svigerdøtre, grevinde Alexandra, kronprinsesse Mary og prinsesse Marie. Ikke mindst, fordi de alle havde den fremmede herkomst til fælles.

Og hvor prins Henrik måske nok kunne være en hård og kantet far, var han mild og rund som bedstefar for sine i alt otte børnebørn, der gav ham den samme og franske titel: Grand-Papa.

Da prins Henrik i sin alderdom blev spurgt om, hvad det vigtigste i hans liv havde været, svarede han:

- Det vigtigste i mit liv er, at jeg har haft en harmonisk familie. Jeg tror, at jeg har gjort dem glade, og at de kan lide mig – og at vi har det godt sammen. Det er for mig det vigtigste.

Og han tilføjede:

- Og at jeg har gjort min pligt - jeg føler det ikke som en pligt, men at jeg har gjort, hvad jeg kunne for mit land, Danmark. Det er også vigtigt.

Prins Henriks eftermæle er lige så sammensat, som hans personlighed var.

Uenighederne kunne være mange - både hos regentparret og mellem prins Henrik og danskerne. Men han gav om nogen kongeriget Danmark kulør. Og for dem, der kendte ham godt, og for mange af dem, der kendte ham på afstand, vil dette stå klarest:

Det er en mand med et stort livsmod, et stort hjerte og et stort smil, der nu er rejst videre.