Hvornår har du sidst fyret en løgn af?
Bare en lillebitte uskyldig en som "hvor ser du godt ud", "hvor ærgerligt, men jeg har en anden aftale" eller "nu må vi altså snart drikke den kaffe".
Jeg skal ikke være for fin til at indrømme, at jeg selv har brugt de tre ovenstående løgne mange gange i mit liv. Og det har jeg gjort uden at ligge søvnløs over det.
Det sidste kan man ikke sige om 26-årige Alexander Blomqvist.
Han er halvt brite og har både arbejdet på BBC i London og her på DR, hvor vi skal mødes. På sociale medier lægger han ofte fotos op fra sit misundelsesværdige liv med rejser, fester og kendte.
Der er kun ét problem. Det hele er en stor løgn, som han har bildt venner og familie ind i årevis, og som har givet ham mareridt, søvnløse nætter og angstanfald.
Og det er derfor, jeg mødes med ham i dag. Jeg vil høre sandheden om den ægte Alexander Blomqvist.
Den fortælling, han har vraget i mange år til fordel for løgnene om livet på første klasse og de vilde historier. Og så vil jeg kigge ham ind i øjnene og håbe, at han taler sandt.
For nu har Alexander taget en beslutning. Han vil stoppe med at lyve og starte med at være ærlig og fortælle sine venner og familie, at mange af hans fortællinger har været fri fantasi. Det er blevet til det nye DR3-program 'Den utrolige historie om Alexander Blomqvist'.
Se programmet på DRTV her.
Fandt på de vildeste undskyldninger
Vi skal mødes i receptionen på DR - vel at mærke flere dage før coronaforbuddet. Lidt forsinket dukker en helt almindelig og venlig fyr op iført hvid jakke, matchende sneaks og en sort strikrullekrave. Det er svært at forestille sig, at det er ham, der i årevis har fortalt løgne lige op i folks ansigter uden at blinke. Burde han ikke se mere snu og beregnende ud?
Han undskylder forsinkelsen og siger, at han kom for sent ud ad døren uden at tage højde for trafikken. Og det er stort for ham. At undgå løgnehistorier.
- Tidligere ville jeg have sagt, at jeg fik en punktering eller holdt i kø bag en bilulykke. Jeg fandt på de vildeste undskyldninger i stedet for bare at sige "jeg er dårlig til at komme til tiden".
Vi tager rulletrappen op. Alexander er hjemmevant her i DR-bygningen. Han har nemlig arbejdet her som journalist. Eller det vil sige, det har han bildt sine venner og familie ind.
Sandheden er dog en anden.
- Jeg har været herude som publikum til tv-shows. Jeg er stor fan af Clement Kjersgaard, så jeg tog ofte en fredagsudflugt ind for at se ham, fordi jeg ikke havde en skid andet at lave, lyder den ærlige forklaring.
'Jeg passede ikke ind'
Jeg er faktisk lidt fascineret over, hvordan Alexander har kunnet slippe af sted med alle de løgne.
Selv er jeg elendig til pokerface og fortryder, hvis jeg roder mig ud i en søforklaring, mens pulsen dunker, varmen stiger op i kinderne, og jeg bliver usikker på, hvor jeg skal kigge hen.
Alexander er rutineret. For han har nemlig øvet sig siden folkeskolen, hvor hans løgne begyndte.
- Uanset hvor jeg kiggede hen, følte jeg ikke, at jeg passede ind. I skolen passede jeg ikke ind med fodbolddrengene eller dem, der stod og røg bag cykelskuret. Jeg elskede i stedet at spille teater og skuespil, og jeg havde nemt ved at påtage mig en facade og spille rolle for at passe ind med de andre, husker han.
Samtidigt er han en type, der har det bedst med struktur, og hvis tingene ikke går efter planen, kan han godt blive frustreret. Så jo mere kaos og usikkerhed han fik i sit eget liv, desto mere havde han brug for at opdigte det perfekte liv.
Hele min identitet røg, og jeg skulle finde på en ny. Jeg begyndte at lyve spontant, og det udviklede sig.Alexander Blomqvist
Det hele ramlede i 2016, da Alexander måtte droppe ud af pilotuddannelsen efter få måneder, fordi studiet var for hårdt.
Nu stod han tilbage med en gæld på 300.000 kroner, en knust barndomsdrøm og en depression. Han boede stadig hjemme hos sin mor og følte sig som en fiasko. Herfra var der kun én måde for ham at komme videre på. At lyve endnu mere.
- Hele min identitet røg, og jeg skulle finde på en ny. Jeg begyndte at lyve spontant, og det udviklede sig. Jeg mistede overblikket over, hvem der kendte hvilke løgne og sandheder, hvem der havde fået hvilke versioner. Det er skide svært at holde styr på, så jeg var nødt til at opfinde en masse på forhånd. Det var fuldstændig vanvittigt.
Sårede sin gode veninde
For at opretholde en facade om sit perfekte liv begyndte Alexander at fortælle løgne om, hvorfor han var stoppet på studiet. Han flyttede til London og fik et "røvsygt" arbejde, hvor han sad i et callcenter med reparation af fladskærme, men bildte alle ind, at han havde fået job på BBC.
Han mistede en af sine tætte veninder, Linda, fordi han en aften løj om, at hun havde prøvet at kysse ham.
- Jeg følte, at jeg sad med en masse alfahanner og skulle vise mig, ligesom dengang i folkeskolen, hvor jeg sad med fodbolddrengene. Det gik desværre ud over hende. Det er noget af det, jeg fortryder allermest. At jeg sårede hende.
De mange år med løgne tog så hårdt på Alexander, at han blev syg og stresset.
- Jeg er ikke i tvivl om, at min angst er kommet af, at jeg har løjet.
Tager du medicin mod din angst, og er det diagnosticeret?
- Ja, og jeg tager både mod angst og for at kunne sove om natten.
Til gengæld tager han ikke længere medicin for den depression, han fik på pilotuddannelsen og kalder nedturen for det bedste, der er sket i hans liv.
- Jeg skulle helt derned, før jeg langsomt begyndte at erkende, hvad jeg havde gang i.
- Selv på pilotuddannelsen sad jeg jo og løj om, at jeg havde været journalist. Seriøst, who gives a fuck, det var kun mit behov. Og ja, det gav et selvtillidsboost i fem sekunder, men bagefter fik jeg endnu dårligere smag i munden og blev endnu mere ked af det. Til sidst indså jeg, at jeg måtte stoppe med at lyve.
Som at blive født på ny
Det sidste års tid har Alexander derfor brugt på at lære at være ærlig. Han startede med at lægge alle kort på bordet over for sin familie og venner, som blev chokerede over mængden af løgne.
Han slettede også sin gamle Instagram-konto, som gav et løgnagtigt billede af hans liv. Der var fotos af ham, der spiste østers og drak champagne på første klasse. Mange af hans følgere og likes var falske.
- Og hold kæft, hvor har jeg taget mange billeder af mig selv, hvor jeg har redigeret mine muskler. Jeg var helt derude, hvor jeg lagde et billede op af en flyvinge, som jeg fandt på Google, for at mit liv skulle fremstå super spændende. Jeg har aldrig været mere sølle, end jeg var dengang.
Der skal stå noget andet på min gravsten end "Alexander har løjet".Alexander Blomqvist
Hvordan er det så at lade være med at lyve?
- Det er virkelig rart. Det er som at blive født på ny. Da vi startede med at lave DR3-programmet for et år siden, kunne jeg ikke se mig selv i øjnene. Det kan jeg nu. Nu må jeg finde ud af, hvilken identitet jeg så skal have.
Hvad mener du? Er din identitet ikke bare dig selv?
- Der skal stå noget andet på min gravsten end "Alexander har løjet". Det bliver jeg jo kendt for nu. Og det er fint nok, hvis det kan hjælpe andre, der også har dårligt selvværd og ikke kan leve op til det perfekte liv. Men når jeg tager herfra som 90-årig, skal min legacy være noget andet. Civilingeniør, far til to, kaptajn på et skib. Whatever. Bare ikke "Alexander - Løgner". For jeg skal aldrig lyve igen.
Du har slet ikke løjet under det her interview?
Nej. Du har fået en meget ærlig version af mig, siger Alexander.
Og ser ud som en, der siger sandheden.
Credit
Tekst og research: Rikke Bjerge, DR Ung Digital
Fotograf: Kasper Månsson, DR Ung Digital
Grafik: Charlotte Revsbech, DR Viden
Redaktør: Jens Grønbech, DR Ung Digital