Fødevarer, der ikke er blevet solgt, skal i stedet bruges som dyrefoder eller gives til velgørenhed.Hvert år smider beboerne i Frankrig mellem 20 og 30 kilo mad ud per person. Og butikker smider mad ud, der er blevet for gammelt, men som stadig kan spises.
Men nu vil Frankrig halvere madspild i hele landet, og derfor vedtog alle medlemmer af parlamentet i Frankrig torsdag aften en ny lov.
Maden kan stadig bruges
Loven forbyder alle landets store supermarkeder at smide mad ud, hvis det ikke er blevet solgt inden sidste salgsdato.
Supermarkederne bliver i stedet tvunget til at give madvarerne til velgørenhed, dyrefoder eller til landmænd, der kan bruge det som gødning.
Alle de store supermarkeder skal nu lave aftaler med en velgørende organisation, så de ved, hvem de skal give de gamle madvarer til.
Frankrig vil halvere madspildet
Det er politikeren Guillaume Garot, der står bag forslaget, og regeringen i Frankrig håber at halvere madspildet inden 2025.
- Det er skandaløst at se blegemiddel blive hældt over spiselige fødevarer i supermarkedernes skraldespande, siger Guillaume Garot.
Flere supermarkeder hælder nemlig blegemiddel over deres mad, der ikke er blevet solgt, for at forhindre at hjemløse eller andre spiser det.
Danskerne smider 500.000 ton fødevarer til en værdi af 8,4 milliarder ud hvert år.
/ritzau/AFP