Natten til søndag fyrede Nordkorea et missil af. Nordkorea siger, at missilet skulle sende en satellit i kredsløb om jorden.
Men mange mener, at Nordkorea i virkeligheden affyrede missilet for at teste det som våben til en eventuel krig.
Affyringen af missilet har medført en masse debat rundt om i verden og i FN.
Kina og USA planlægger reaktion
FN's Sikkerhedsråd består af 15 lande, og landene er blevet enige om, at de vil straffe Nordkorea for at affyre missilet. De mener, missilet er en trussel mod den internationale sikkerhed.
Kina har i mange år haft et nært forhold til Nordkorea, men Kina fordømmer også missil-affyringen.
USA's og Kinas præsidenter har aftalt, at de to lande sammen vil planlægge en reaktion mod Nordkorea.
Nordkorea testede kernevåben
Nordkorea havde advaret FN om, at landet ville skyde et missil op mellem 8. og 25. februar. Senere blev planerne rykket frem til 7. februar.
Nordkorea har før testet kraftige våben. Landet prøve-sprængte et kernevåben 6. januar. Rystelserne fra eksplosionen var så voldsomme, at de kunne måles i Danmark.
/ritzau/Reuters