- Hvordan går det?
- Det går godt. Jeg er kommet godt hjem til Danmark. Hvad med dig?
- Det er jeg glad for at høre. Det går også godt her, men jeg savner dig. Jeg håber, du snart kommer og besøger mig igen.
- Det var godt. Jeg vil rigtig gerne på besøg igen, når jeg får tid til det.
- Det glæder jeg mig til.
Jesper Youli Højgaard skriver med sin mor i den italienske by Napoli. Hun kan hverken dansk eller engelsk, og Jesper kan ikke bulgarsk, så de bruger en tolk for at forstå hinanden, når de har kontakt cirka tre gange om ugen.
Det er kun tre uger siden, at Jesper mødte sin biologiske mor, for første gang siden han var blot 15 dage gammel.
Han havde spurgt DR1-programmet ’Sporløs’ om hjælp til at finde sit ophav, og den rejse tog ham først til romakvarterer i fødelandet Bulgarien, inden det stod klart, at hans biologiske mor befandt sig i Napoli i Syditalien.
Det var her, i en park i mafiaens hjemby, at Jesper i et rørende møde blev genforenet med kvinden, der afleverede ham på et børnehjem for 21 år siden.
- Jeg har lært sindssygt meget om mig selv, og den her oplevelse har gjort mig helt vildt glad. Jeg har nok altid fremstået som en lidt følelseskold person – ikke fordi jeg er det, men fordi jeg har opretholdt en facade, men jeg skal godt nok love for, at jeg har vist nogle følelser de seneste uger, siger Jesper.
- Rejsen har lært mig at se ud over min egen næsetip
Det er ikke engang en måned siden, han kom hjem fra Italien, og det hele er gået meget stærkt siden. Om den følelsesladede oplevelse har ændret ham som person, er for tidligt at sige, men den har uden tvivl sat dybe spor i ham.
- Jeg vil ikke sige, at jeg er et andet menneske, men jeg tænker mere over nogle ting. Jeg har nok altid været lidt egoistisk, men den her rejse har lært mig at se ud over min egen næsetip.
- Jeg har lært at give slip, og i den proces har jeg også fundet ud af, at jeg har masser af følelser indeni. Jeg har lært, at det er okay at tude, smågriner Jesper.
Velintegreret roma
Der var ellers ikke meget at grine af, da Jesper i programmet besøgte sit fødeland Bulgarien. Søgningen efter hans biologiske mor førte ham og ’Sporløs’-holdet forbi flere forskellige romakvarterer, og de fattige samfund gjorde et stort indtryk på den unge dansker, der er vokset op i Ishøj.
- Det var virkelig en oplevelse, men det var også virkelig hårdt at se, hvordan de boede og levede. Det fik mig til at tænke, at det kunne have været mig, og det er jo slet heller ikke utænkeligt, når jeg nu kender min historie, siger Jesper.
På en gåtur i et romakvarter spurgte en af indbyggerne ham blandt andet, hvordan han kunne være roma, når han var så pæn i tøjet, og hvordan det var lykkedes ham at blive integreret i Danmark.
- Der gik det op for mig, hvor lavt i hierarkiet romaerne er, husker Jesper.
Tidligere har Jesper ellers haft den samme opfattelse af romaer, som mange andre danskere også har.
- Jeg har tit joket med, at folk skulle passe på deres taske, når de spurgte, hvor jeg kommer fra, men efter jeg er kommet hjem, tænker jeg, at romaer har lige så meget at byde på som alle andre mennesker, fortæller Jesper.
Træt af at skille sig ud
Det var dog ikke kun de fattige romaers levevilkår, der gjorde indtryk på Jesper.
Mødet med en hel befolkningsgruppe, der så ud som ham, gjorde den i forvejen stærke oplevelse endnu sværere at fordøje.
- Jeg kunne virkelig mærke, da jeg kom til Bulgarien, hvor meget det egentlig betød for mig at ligne nogen. Jeg har jo gået i 20 år uden at ligne nogen, og der var svaret på det spørgsmål, jeg søgte. Minder jeg egentlig om nogen?
Både i romakvartererne og i mødet med sin mor blev det tydeligt for Jesper, hvor han stammer fra. Han har samme temperament, smil og endda skønhedspletter som sin mor.
- Alle mine venner herhjemme ved, hvem deres mor og far er, og de kan spejle sig i dem både på væremåde og fysiske lighedstegn. I mange år har det egentlig ikke betydet noget for mig, men det seneste års tid har det fyldt mere og mere.
Søger ikke ny mor – men svar
I programmet nævnes Jespers danske adoptivforældre ganske kort, men derudover er de ikke en del af hans rejse. Og selvom Jesper har været meget optaget af at finde tilbage til sine rødder, har det på intet tidspunkt været på grund af et ønske om at få en ny familie.
- Jeg vil ikke have en ny mor. Jeg vil bare gerne lære et nyt menneske at kende, siger han.
Han valgte blandt andet at deltage i ’Sporløs’, fordi han var nysgerrig omkring de spæde år af sit liv, og den nysgerrighed er blevet stillet i mødet med hans biologiske mor.
- Det kan måske lyde underligt at kalde sin biologiske mor for en veninde, men hun kommer jo aldrig til at blive som min danske mor, og det har hun også selv sagt. Men derfor kan hun jo godt være en rigtig god støtte, som man kan spejle sig i, siger Jesper.
Netop de spæde år fik Jesper hurtigt et andet syn på, da hans mor kunne fortælle, at virkeligheden ikke var, som der stod i hans adoptionspapirer.
Den far til Jesper, der var angivet i adoptionspapirerne, var godt nok gift med Jespers mor, men på parkbænken i Napoli kunne hun fortælle, at faderen i virkeligheden var naboens søn. Det fik hendes egen familie og svigerfamilien til at slå hånden af den unge teenagepige, der så sig nødsaget til at aflevere den nyfødte Jesper på et børnehjem.
- Det er lidt mærkeligt at gå og tro på en historie i 20 år, og på et kvarter finder du så ud af, at det slet ikke er sådan. Det er jo nærmest en tragisk kærlighedshistorie, konstaterer Jesper.
Rædselsslagen for at flyve
Da Jespers mor tog fra Bulgarien til Italien for 15 år siden, foregik rejsen med tog. Hun har aldrig prøvet at flyve, og derfor var det meget svært for hende at forholde sig til, at hendes søn rejser hele verden rundt i sit job som steward.
- Jeg flyver hele tiden, og jeg ved ikke noget bedre, og så er hun rædselsslagen alene ved tanken. Det er lidt komisk, siger Jesper.
Han er allerede blevet inviteret til Napoli til jul og nytår sammen med sine danske adoptivforældre, og han overvejer også at begynde på noget italienskundervisning, så han nemmere kan kommunikere med sin mor.
Men først og fremmest fokuserer han på at fordøje hele oplevelsen.
- Det er en stor mundfuld for os begge to. Hun kendte jo overhovedet ikke mig, og jeg kendte selvfølgelig heller ikke hende, men det, jeg lige skal sluge, er, hvordan historien har ændret sig, fra det jeg gik og troede. Og hun skal selvfølgelig lige synke, at jeg er kommet ind i hendes liv, fortæller Jesper.
Han kunne også godt tænke sig at få sin mor på besøg i Danmark, men det er et stort skridt af flere årsager – ikke mindst af den banale årsag, at hun frygter flyveturen.
- Hun tror jo, hun skal dø, hvis hun kommer til at flyve, så hun siger, at hun kun vil flyve, hvis det er sammen med mig, for så dør vi i det mindste sammen. Det valgte jeg at tage som et kompliment, griner Jesper.