For fire år siden fik Marianne, der nu er 49 år, konstateret brystkræft. Det var i juni 2013, og det kom som et kæmpe chok for hende, at det, hun havde mærket som en lille bule, i virkeligheden var en stor kræftknude i hendes ene bryst.
Hun kom hurtigt i behandling og fik først kemo, dernæst fik hun fjernet brystet i december samme år, og så fik hun strålebehandling efter det.
Hun er i dag erklæret sygdomsfri, men det har været en lang og sej behandling, hun har været igennem. For det første fik hun et grimt af, efter at brystet var blevet fjernet. Så fik hun store mængder væske i kroppen som følge af operationen. I et halvt år måtte hun på hospitalet to gange om ugen for at få tømt væsken ud.
Hun er også kommet i antiøstrogen-behandling, som varer i 10 år, og som umiddelbart sætter krop og sind i overgangsalder. Det giver hende en række bivirkninger i form af blandt andet ømhed i kroppen og hedeture.
- Jeg har mødt rigtig meget omsorg igennem mit lange sygdomsforløb fra min mand, familie og venner.
- Men det er som om, at da behandlingen var overstået, og jeg var erklæret sygdomsfri, så forventede rigtig mange bare, at jeg skulle være jublende lykkelig, og i øvrigt blive som jeg var før sygdommen. Men sådan har jeg det ikke.
Jeg bliver aldrig som før
Det kan nemlig være rigtig svært at komme på fode igen efter en alvorlig sygdom. For selv om man i princippet er rask, så er intet som før. Og det bliver det heller aldrig.
Noget af det, som har været rigtig svært for Marianne efter hendes brystkræftsygdom, har været at få gang i sexlivet med hendes mand gennem tyve år.
Det er som om, han ikke har lyst til hende på samme måde som før. Og det gør hende ked af det.
- Han afviser mig ikke, men det føles ikke, som det var. Og det er det, jeg savner. Jeg savner at være begæret som en kvinde, jeg savner, at han ser mig som en kvinde, forklarer hun.
Og det er måske kernen i de problemer, der er opstået i samlivet mellem Marianne og hendes mand. Hun er ikke som før og bliver det aldrig.
Min lyst bestemmer
Marianne ville ønske, at der var nogen i sundhedsvæsen, som hun har haft så meget at gøre med de seneste år, der havde dem på de her udfordringer.
- Under mit sygdomsforløb mistede jeg både hår, øjenbryn, øjenvipper osv. Og mit ene bryst, ikke mindst. Og jeg fik et meget grimt ar og en hel masse bivirkninger. Det er i sig selv grænseoverskridende, og det er ikke underligt, at min mand reagerede på alt det.
- Så i dén periode blev det bare sådan, at det kun var mig, der tog initiativ til sex, han gjorde det aldrig. Blandt andet fordi han ikke ønskede, at jeg skulle føle mig presset.
Men det, der er svært, er, at det er blevet ved med at være sådan.
- Det er stadig mig, der altid skal tage initiativet. Det er mit ansvar og min lyst, der skal bestemme.
Brysterne er blevet mindre
Marianne har fået rekonstrueret sit bryst i forbindelse med sygdommen. Hun er rigtig glad for resultatet og kalder det selv for ”kropskunst på meget højt plan”, og hun har ikke svært ved at tage tøjet af og se på sin egen krop.
- Det er virkelig blevet rigtig, rigtig pænt. Men sagen er, at inden min sygdom, havde jeg nogle meget store og flotte bryster, som vi sådan set begge var rigtig glade for.
- Og nu, hvor jeg har fået rekonstrueret det ene bryst, har man været nødt til at operere det andet bryst mindre. Så jeg har simpelthen to mindre bryster nu, og det er som om, han ikke rigtig accepterer det.
Ligeværdigheden skal tilbage i forholdet
Som tiden er gået, er Marianne blevet klar over, at problemet ikke går over af sig selv. Det er noget, de er nødt til at få taget hånd om.
- Jeg savner noget samhørighed og noget ligeværdighed. Så længe det halter på det her område, så er det som om, at ”såret ikke er helet helt.” Det traume, vi begge har været udsat for, er ikke helet endnu.
Mens Marianne var syg, gjorde hendes mand en hel masse ting, som han ellers ikke plejede at gøre og tog over på en masse opgaver. Og som nærmeste pårørende var han også i forhøjet beredskab gennem hele forløbet.
- Men nu har jeg brug for, at der kommer noget ligeværdighed tilbage i vores forhold. Jeg tror faktisk, at det ville hjælpe mig til at blive helt rask. Men det er svært, når så væsentlig en del af vores parforhold ikke er helet endnu.
- Vi har grundlæggende så meget tillid og kærlighed imellem os, at jeg er sikker på, at vi nok skal klare det, men den ubalance, vi har i forholdet giver mig store udfordringer med at acceptere min krop og min seksualitet.
Marianne og hendes mand prøver af og til at tage en snak om emnet, men det er svært. Hun ville ønske, at nogen på hospitalet havde talt med dem undervejs om de udfordringer, sygdommen kan give for sexlivet undervejs og bagefter, fordi snakken så ville have været lettere at tage.
- Der er godt nok pjecer og foldere om alle mulige aspekter ved det at blive kræftpatient. Men det er kommet bag på mig, at det her er sket.
- Hvis det var en mere integreret del af sundhedsvæsenet, så ville det være nemmere for både ægtefælle og patient at få talt om de ting. Så var der ligesom åbnet for det.
Marianne har ønsket at være anonym i artiklen, netop fordi det er et lidt følsomt emne for hende.