Sæt pris på det gode nok parforhold

Hvis vi hele tiden stræber efter det fantastiske, skuffer vi os selv og hinanden, siger parterapeut,

Hvis man helt basalt kan være hinandens gode venner, så er der faktisk grund til at være taknemmelig, siger Mattias Stølen Due. (© COLOURBOX)

Lever du i et succesfuldt og utrolig lykkeligt parforhold? Nej, det er der faktisk ikke ret mange, der gør. Alligevel er det det, de fleste stræber efter.

Men det skal man lade være med, siger Mattias Stølen Due. Han er psykolog og afdelingsleder i Center for Familieudvikling, og så har han netop udgivet bogen ”Pas på parforholdet, mens I stadig elsker hinanden”.

- Vi skal ikke nødvendigvis have succesfulde parforhold eller lykkelige parforhold, vi skal have gode nok parforhold, der er defineret ved tryghed, tillid til og respekt for hinanden.

- Det skal være hyggeligt og rart at være sammen, det skal være en god nok relation, men ikke nødvendigvis en fantastisk relation altid, for det er urealistisk.

Tryghed og tillid giver varige forhold

På den lange bane er psykisk trivsel betinget af andre faktorer end de store emotionelle oplevelser som fx vild sex, vild lidenskab og vilde rejser, forklarer psykologen:

- Den er betinget af tryghed, tillid og det at dele liv og være hinandens livsvidner, og det at have en tryg base, et sted at komme hjem til, når arbejdet er svært, man selv bliver syg, eller børnene har det svært.

- Så er det ikke de intense følelser, vi har behov for, så er det den solide, varme platform.

Man kan så let blive skuffet

Man kan let komme til at brænde nallerne på de høje forventninger til parforholdet, tilføjer han:

- Hvis vi har for høje idealer, kommer vi til at skuffe os selv og hinanden, og så kan vi komme til at tænke, at ”det her er ikke et rigtigt parforhold. Jeg må søge et andet sted hen, for der er ikke intensitet, lidenskab eller sex nok her”.

- Hvis man så samtidig får en ny kollega, der måske er lidt spændende, så kan man komme til at tro, at det er ham eller hende, der er den helt rigtige. Men det er en naiv tanke, for selvom det kan føles rigtigt i nogle år, bliver dét også hverdag.

Ikke noget ”bare” gode venner

Nogle par går fra hinanden med begrundelsen, at ”vi var bare venner”, men denne begrundelse udfordres af Mattias Stølen Due.

Den venskabelige del af et parforhold er en ganske unik størrelse, som vi skal jagte, og hvis vi har den, så skal vi være taknemmelige for det, siger han:

- Venskabet er defineret ved noget enormt solidt og godt. Og det er noget af det bærende i en relation. Hvis man definerer venskab som det at have et tæt bånd og en god kontakt, at kunne dele liv med hinanden og have respekt for hinandens tanker, også selv om tankerne afviger fra hinanden, så er det faktisk noget særligt og unikt.

- Og hvis man kan det, så mener jeg faktisk, at man har et solidt fundament. Og så kan det godt være, at man savner lidenskab eller god sex, men så må man snakke om, om der er ting, man kan regulere, så man kommer et skridt tættere på lidenskaben, en gang imellem.