Prøv noget nyt: Spis søndagsfrokost sammen

Kan du huske den klassiske søndagsfrokost? Nu kan den være på vej tilbage

Steg
Smæk en steg i ovnen, og inviter venner og familie på en solid søndagsfrokost. (Foto: © Colourbox, COLOURBOX)

Økologiske grøntsager, glade grisebasser og friskfangede fisk, der nærmest stadig spræller på gaflen.

- Vi har talt meget om råvarernes kvalitet de senere år. Det er lidt sket på bekostning af samværet og det gode værtskab, siger Joachim Hjerl.

Han er medarrangør på 'Ørestaden koger', hvor man kan spise sig igennem en solid søndagsfrokost. Et fænomen, han mener vil få mere vind i sejlene i år.

Del et måltid

Det er helt oplagt at dele et godt måltid sidst på ugen, siger Joachim Hjerl:

- Søndagsfrokosten giver os anledning til at mødes og nyde et varmt måltid med gode venner og familie. I stedet for at sidde i hver vores små hjem for at lade op til den kommende uge, er det da bedre at gøre det i fællesskab.

Ifølge Joachim Hjerl er rammerne omkring et godt måltid ved at vinde indpas.

Blandt andet i form af de såkaldte pop up-restauranter, hvor du for en aften kan spise i anderledes og overraskende omgivelser. For eksempel i en lufthavn eller lagerhal.

For børn og voksne

Joachim Hjerl og familien har allerede indført søndagsfrokosten med stor succes:

- Det er mere uformelt og mindre kompliceret end at invitere gæster på en tre-retters menu. Desuden behøver man ikke at få passet ungerne, fordi måltidet ligger midt på dagen.

Forslag til din søndagsfrokost

  • Coq au vin

  • Porchetta - italiensk rullesteg

  • ​Blåmuslinger, for eksempel i en suppe

Hent mere inspiration til din søndagsfrokost på dr.dk/mad