Brevkasse: Hvilken morgenmad har ungerne brug for?

Lad det grove brød, ymer og den gode gammeldags havregrød indtage de danske morgenmadsborde igen.

(© Colourbox)

Spørgmål til brevkassen.

Lige om lidt begynder min datter i skole igen. Jeg tænker, om de nye, længere skoledage betyder, at hun fx har brug for mere energi til morgenmaden?

Svar fra Marie:

Morgenmaden er et vigtigt måltid på dagen, og med den nye folkeskolereform og længere skoledage bliver det ekstra vigtigt at morgenmaden er god nærende.

Uden mad og drikke dur helten eller heltinden som bekendt ikke – det samme gælder vores børn.

En god solid morgenmad giver energi, skærper koncentrationsevnen og højner humøret - tre vigtige parametre i en god skoledag.

Alt for mange forældre spiser deres børn af med hurtige morgenmadsprodukter - cornflakes og pops i forskellige varianter – og er man først gået ned ad den sti, er det svært at vende skuden og servere groft brød, ymer eller havregrød til morgenmad.

Men man bør gøre det, da de fleste morgenmadsprodukter indeholder alt for meget sukker og salt.

Alt for meget salt

Jeg undersøgte fx engang, hvor meget salt der var i cornflakes.

Og det viste sig at mængden af salt svarer til den mængde salt, der er i kartoffelchips.

Det er ikke kun voksne, der skal skære ned på indtaget af salt og sukker. Også børn skal være varsomme med sukker og salt.

Og et sted at starte er at bytte morgenmadsprodukterne ud med sundere og mere mættende alternativer, eller som et minimum gå efter morgenmadsprodukter, der indeholder max. 10 g. sukker pr. 100 g.

Hvad indeholder et solidt morgenmåltid?

En sund morgenmad indeholder helst lidt af alle tre makronæringsstoffer: Kulhydrater, protein og fedt.

Groft sagt giver kulhydraterne energi og fedt, og protein giver en god, lang mæthedsfornemmelse.

Morgenmaden skal også helst indeholde kostfibre, vitaminer og mineraler.

Hej igen til havregrynene

I disse kulhydrat – og gluten forskrækkede tider er havregryn desværre røget lidt i skammekrogen.

Det er synd, for havregryn er rigtigt sundt.

Havre indeholder faktisk en optimal fordeling af protein, sunde fedtstoffer, kulhydrater, kostfibre og vitaminer og mineraler.

Mine børn spiser havregryn med rosiner. På den måde undgår man sukker.

Rør et morgenæg

Æg er også meget næringsrigt, og de fleste børn elsker røræg til morgenmad.

Hvis dit barn er vild med ketchup, så sørg for at købe en ketchup, der er sødet med æblejuice i stedet for sukker. Børneketchuppen kan bl.a. købes i helsekostforretninger.

Syrnet mælk og grove boller

Også syrnede mælkeprodukter med fx müsli og frisk frugt giver en god start på dagen eller ristet rugbrød med skrabet smør eller magert kødpålæg er sundt og en god måde at begynde dagen på.

Hvis dit barn er vild med boller, så sørg for at købe boller, der som minimum indeholder seks gram kostfibre pr. 100 gram.

I dag kan man faktisk godt få lysere brød med lige så mange kostfibre som mørkt brød. Gå på jagt i brødafdelingen og kig på varedeklarationen.

Kig efter mærkevarer

Som udgangspunkt kan du gå efter Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet, når du køber ind til en sund morgenmad.

På den måde sikrer du dig, at indholdet af fedt, tilsat sukker, salt, kostfibre og fuldkorn er på den rigtige side af grænserne i en given produktkategori.

Både Fuldkornslogoet og Nøglehulsmærket er forbrugernes garanti for, at der både er sparet på fedt, sukker og salt i varen – og at den desuden indeholder mange fibre og fuldkorn.

Smoothie – godt eller skidt?

De fleste børn elsker en frugtsmoothie til morgenmad.

Særligt de børn der ikke har så stor en appetit. For disse børn er det en god idé at finde nogle opskrifter på smoothie, der indeholder olie, havregryn, mandler eller grøntsager - simpelthen for at gøre smoothien mere næringsrig og blodsukkerstabiliserende.

Barnet vil få hurtig energi, men miste den igen kort tid efter og dermed bliver træt, irritabel, sulten og ukoncentreret, hvis smoothien udelukkende indeholder frugt.

Det bedste er, at servere en smoothie som en drikkevare på linje med et glas mælk eller vand og så lade maden udgøre måltidet.