Yoghurt og mælk sænker risikoen for sukkersyge

Et halvt glas yoghurt eller skyr om dagen kan sænke risikoen for diabetes 2 med en fjerdedel, viser ny forskning.

(© Colourbox)

Hvis du dagligt spiser eller drikker et halvt glas syrnet mælkeprodukt, som yoghurt eller skyr, så mindsker du din risiko for at udvikle type 2-diabetes med en fjerdedel, viser ny forskning fra University of Cambridge.

- Det er en meget spændende undersøgelse, der peger på, at folk med risiko for at udvikle sukkersyge kan få noget ud af at spise bare en lille smule yoghurt hver dag, siger Kjeld Hermansen, lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet til videnskab.dk.

Man ved ikke hvorfor, yoghurten virker

Forskerholdet har fulgt 4.127 personer gennem 11 år gennem kostdagbøger.

- Undersøgelsen afslører ikke selve årsagerne til, at de syrnede mælkeprodukter har denne positive virkning. Det kan til dels skyldes, at de syrnede mælkeprodukter er mere kaloriefattige, men det kan også være, fordi disse syrnede produkter har en række sunde bakterier, siger Kjeld Hermansen.

Når mælk syrnes, opstår en bakteriekultur i mælkeproduktet, der er gavnlig for os mennesker. Disse bakterier kaldes probiotika og findes i høj grad i yoghurt. De sunde bakterier er blandt andet med til at sikre os en optimal fordøjelse og hjælpe med at regulere blodsukkeret. På den måde kan den rette bakteriekultur i tarmene måske hjælpe mod sukkersyge.

Forskerne undersøgte desuden også sammenhængen mellem indtag af fedtfattig mælk, som skummetmælk og letmælk, og risikoen for udvikling af type 2-diabetes. Her fandt forskerholdet, at indtag af fedtfattig mælk var forbundet med 19 procent mindre risiko for type 2-diabetes.